Kongressen.com
Analyse

For Demokraterne er det “så langt, så godt”

Partiledelsen har formået at få deres kandidater på plads efter primærvalgene. Et flertal i et af kamrene er langt fra sikkert, men de har undgået fejl og nedkæmpet Sanders-Clinton-splittelsen.

Washington D.C. – Der er stadig stemmer, der ikke er talt op i Californien, men det står allerede klart, at Demokraterne fik størstedelen af de resultater, som de håbede på.

I de tæt fulgte distrikter, som alle stemte på Hillary Clinton i 2016, så Demokraterne deres kandidater sejre. I et enkelt distrikt, CA-48, er det stadig uvist, om DCCC favoritten Harley Rouda eller Hans Keirstadt ender på stemmesedlen. Men efter måneder fyldt med nervøsitet for partitoppen var sidste uges resultater en stor lettelse.

Demokraterne havde frygtet, at Californiens valgsystem kunne efterlade et par af de kongresdistrikter, hvor Clinton vandt i 2016 uden en demokrat at stemme på i november. The Sunshine States såkaldte top-two primærvalg sikrer ikke et valg imellem en kandidat fra hvert sit parti. Både republikanere og demokrater er på den samme stemmeseddel. Modsat såkaldte jungle-primærvalg (en metode, som Californien bruger ved specialvalg og andre stater bruger i primærvalg), er der ikke et efterfølgende run-off mellem de to største stemmeslugere, der bestemmer, hvem der ender i the general. Ved top-two går to kandidater med flest stemmer går videre til november uanset deres parti og hvor lille en andel af stemmerne, de får. En håndfuld demokratiske kandidater gik derfor videre med under 20 procent af vælgernes kryds.

Der er to måder primærvalgene i Californien, og de andre staters primærvalg foreløbigt kan ses som en succes for strateger i DCCC og DSCC.

Partitoppen har fået sin vilje

Det var ikke bare i Californien, hvor valgene faldt ud, som ledelsen i D.C. havde håbet på.

I New Jersey tog den moderate Jeff Van Drew for eksempel sejren over venstrefløjskandidaten Tanzie Youngblood. Van Drew er den klare favorit i NJ-02 imod den svage republikanske kandidat Seth Grossman. NRCC har selv kaldt distriktet i den sydlige del af staten for et hul i vores rekruttering. Grossman har under 11.000 dollars i kampagnekisten. Det er på ingen måde nok til at føre en valgkamp på vegne af en kandidat, der ikke er kendt i distriktet.

Partiet har også sikret kandidater, der passer godt til deres distrikter og har imponerende baggrunde. I NJ-11 ser insidere Mikie Sherrill som den ideelle kandidat. Sherrill har en militær baggrund, en fortid i anklagemyndigheden og formåede at indsamle tæt på 3 millioner dollars.

Fløjkrigen efter 2016 virker heller ikke til at have rodfæstet sig. Bernie-fløjen og hans organisation Our Revolution har ikke haft held med at placere deres kandidater på stemmesedlerne i november. I CA-25 og CA-39 endte Jess Phoenix og Andy Thorburn langt væk fra andenpladsen, der ville have givet dem adgang til november og i IA-03 endte Sanders’ tidligere politiske rådgiver Pete D’Alessandro på en skuffende sidsteplads blandt de demokratiske kandidater.

I 2010 tog det Republikanske Parti en ordentlig drejning imod højre og ideologisk ubøjelighed og modstanden imod præsident Obama førte til et parti, der havde sværere ved at kontrollere, hvilke kandidater der blev nomineret.

Efter 2016’s bitterhed og den konstante anti-Trump furore har et af de store spørgsmål været, om Demokraterne ville gå i samme retning. Måske åbner primærvalget i 2020 de samme sår. Indtil videre indikerer primærvalgene stadig ikke til, at det demokratiske Tea Party er på vej.

Demokraterne har nomineret kandidater, der passer med miljøet.

Kvindelige kvalitetskandidater, kvindelige vælgeres vigtige position i midtvejsvalget og deres plads som den centrale drivkraft i anti-Trump bevægelsen placerer Demokraterne i den situation, de ønskede frem imod november.

2018 har, som jeg spekulerede i januar, stået i kvindernes tegn. Det er svært at sige, hvor meget det kulturelle øjeblik, særligt #MeToo bevægelsen, kommer til at få indflydelse i den valgpolitiske arena.

Historisk er der ikke meget at sammenligne med. Anita Hills vidneudsagn om sex-chikane under Clarence Thomas’ nominering til Højesteret tilbage i 1991 havde uden tvivl en betydning.

”Det var barskt at se de mænd grille hende fra de store stole og se ned på hende. Og jeg sagde til mig selv, at jeg ville stille op til Senatet, for der var brug for en, der ville sige, hvad jeg havde lyst til at sige,” fortalte senator Patty Murray (D-Wa.) i bogen Broad Influence: How Women Are Changing the Way America Works.

Murray var en af de fire kvinder, der efterfølgende blev valgt til Senatet i 1992 og dermed tredoblede antallet af kvindelige medlemmer af det øverste kammer fra to til seks. 24 kvinder blev valgt til Repræsentanternes Hus, hvilket øgede kvindelige medlemmer fra 30 til 48, og 1992 blev døbt ”kvindens år”.

I år ser vi flere tegn på, at der kan være en lavine på vej. Der har aldrig været så mange kvindelige kandidater til Kongressen som i år.

Kilde: Center for Responsive Politics

En måling foretaget for mediet ELLE.com viser, at kvinder er vredere, end de nogensinde har været. Særligt demokratiske kvinder. Tre ud af fire siger, at de læser nyheder en gang om dagen, der gør dem vrede. Og den ting, der plager dem mest er Donald Trump og skoleskyderier. Det passer også med andre undersøgelser, der har vist en stor forskel mellem entusiasmen på demokrater og republikanere.

Kilde: ELLE.com

På alle politiske niveauer har kvinder domineret landskabet. Kvinder har været den største faktor i den genopståede aktivisme på den amerikanske venstrefløj ifølge Lara Putnam, professor i historie ved University of Pittsburgh og Theda Skocpol, statskundskaber ved Harvard University.

De har aldrig været så aktive i donormiljøet som nu, og deres donationer gør hovedsageligt til Demokraterne og til kvindelige kandidater ifølge en rapport fra Center for Responsive Politics.

Og kvinder er gået sejrsrigt igennem primærvalgene. I distrikter med en åben plads har kvindelige kandidater for Demokraterne vundet i 59 ud af 84 valg.

Det giver rynker i panden for skeptikere, når det kommer til #MeToo. Partistrateger overvejer, hvor meget deres kandidater bør omfavne sexchikane som en mærkesag. Bekymringen er, at det kan skabe en større modreaktion.

Research fra the Barbara Lee Family Foundation indikerer, at det ikke er et problem. En kvindelig kandidat, der nævner sexchikane på sin hjemmeside ser for eksempel en stigning i støtte set i forhold til en kandidat, der ikke nævner det.

Kilde: Barbara Lee Family Foundation

Og så er der kvindelige vælgere, der typisk udgør en større del af vælgerkorpset, men som også har en unik rolle i midtvejsvalg.

Tag to af de vigtigste vælgergrupper i 2018. Først højtuddannede kvinder i forstæderne, der er utilfredse med Trump. Intet segment er ifølge målinger mere negative omkring præsidentens jobpræstation. Disse vælgere er en central del af Demokraternes strategi i distrikter i Orange County, Californien. I NJ-07 bor 92 procent af vælgerne i forstæder. I Philadelphias nordlige forstæder finder du PA-01, et af de mest iagttagede distrikter for at finde, hvilken vej den nationale politiske pil peger.

Det virker til at være året, hvor højtuddannede kvinder kan give Demokraterne et flertal i Kongressen. Andelen af kvinder og vælgere med en universitetsuddannelse, der identificerer sig med det Demokratiske Parti er på det højeste niveau siden 1994. Vælgere i et typisk midtvejsvalg har et højere uddannelsesniveau. Hvis de svinger et par procentpoint mod venstre, er der en række republikanske medlemmer af Kongressen, der ikke kommer tilbage til januar.

Og så er der kvinder, der ikke er gift. De har længe være fundamentet i det såkaldte Rising American Electorate, som Demokraterne ser som basen af deres koalition i den næste generation. Deres andel af USA’s vælgerkorps er større end nogensinde og valget i 2016 var første gang, at der var flere stemmeberettigede single kvinder end gifte kvinder.

I 2012 vandt Romney gifte kvinder med syv procentpoint, men fik en ordentlig lussing blandt ugifte kvinder, hvor Obama vandt med 36 procentpoint. I 2014 satte de kryds ved demokratiske kandidater 60-38. I 2016 foretrak denne gruppe Clinton med 31 procentpoint over Trump.

Ugifte kvinder er demokratiske kernevælgere, men problemet er deres pålidelighed i midtvejsvalg. Fra valget i 2008 til 2010 faldt deres valgdeltagelse med 20 procentpoint. Deres deltagelse gik fra 58 til 36 procent fra 2012 til 2014.

Det er et problem, Demokraterne snakker om hvert eneste føderalt valg.

En analyse fra Voter Participation Center anslår, at ugifte kvinders valgdeltagelse kan falde med 33 procent eller 11,1 millioner stemmer. Det vil særligt blive et problem i Nebraska, Virginia og i to nøglestater i kampen om Senatet – Indiana og Nevada.

Uden evnen til at overbevise højtuddannede kvinder til at stemme på dem og imod Trump og reducere ugifte kvinders sædvanlige sofatendenser er der ingen vej til en Demokratisk ledet Kongres.

Der er ingen garantier frem mod midtvejsvalget. Republikanerne har stadig solide geografiske og strukturelle fordele. Men det Demokratiske Parti har formået at luge ud i svage kandidater. Der er ingen tvivl om, at fundamentet er lagt til at udnytte en ’anti-Trump’-bølge. Hvis det ikke sker, er det indtil videre svært at se, hvad partiet kunne have gjort anderledes.

Læs også

Hvorfor trækker Trump USA fra nedrustningsaftale?

Philip Chr. Ulrich

Morgen I Amerika: Derfor isolerer Trump USA fra resten af verden

Lars Græsborg Mathiasen

Brett Kavanaughs godkendelse tegner en ny konservativ æra i Højesteretten

Marie Apitz

Morgen I Amerika: Trumps fejde med “Pocahontas” fortsætter og når nye højder

Lars Græsborg Mathiasen

Trumps klimaplan er dårlig for klimaet, men god for kulindustrien

Lars Kobbelgaard

Geopolitik og penge i vejen for straf af Saudi Arabien

Philip Chr. Ulrich