Kongressen.com
Analyse Sikkerhedsrådet

Iran-krisen udstiller svaghed ved USA’s globale tilstedeværelse

De seneste uger har fokus været på spændinger mellem USA og Iran, særligt efter angreb på to tankskibe i sidste uge i Oman Bugten, hvor mange har frygtet en militær konfrontation. Men det er også vigtigt at holde sig for øje, at krisen udstiller en stor svaghed ved USA’s globale tilstedeværelse og interesser. Den seneste lange tid har politisk, diplomatisk og militært fokus været rettet mod Iran – den fjerde-vigtigste prioritet i amerikansk sikkerhedspolitik. Alt imens USA’s primære sikkerhedspolitiske prioritet falder i baggrunden: stormagtskonkurrencen med Kina. Ligesom den har gjort siden 1990’erne.

Fokus har i høj grad været på den tilspidsede krise imellem USA og Iran den seneste tid. De hårde sanktioner mod Iran kan meget vel have fordret en iransk reaktion i form af angreb på tankskibe på vej ind og ud af Den Persiske Golf som signal til verdenssamfundet, om hvad man er villige til, hvis desperationen stiger. Da USA sendte et hangarskib til regionen, steg frygten mange steder for en militær konfrontation mellem de to lande.

Men her er det også vigtigt at holde USA’s største geopolitiske prioriteter for øje – for det prøver især Pentagon på i øjeblikket.

Hvis man læser Trump-administrationens nationale sikkerhedsstrategi fra 2017, så gøres det klart, hvad der er USA’s primære sikkerhedspolitiske prioriteter. Hvad der i denne situation er værd at bemærke, er at Iran ikke klarer den ind i top-tre.
Den overordnede sikkerhedspolitiske problemstilling, som gennemsyrer alle efterfølgende strategidokumenter, er at USA befinder sig i en ”era of great power competition” med først og fremmest Kina, og dernæst Rusland. Nordkorea kom ind som den tredje prioritet som konsekvens af deres besiddelse af atomvåben og det højspændte forhold mellem USA og regimet i Pyongyang. Som den fjerde prioritet kom Iran.

Nærmest blevet en tradition

Den seneste tids øgede spændinger i regionen har helt klart øget risikoen for at en militær konfrontation indledes ved en fejl. Begge parter har meget fokus på hinandens handlinger, og det er af helt central vigtighed, hvad de to aktører læser ind i den andens ageren. På trods af at ingen af parterne har en interesse i en krig, så er risikoen for fejlfortolkninger stor i øjeblikket, og omkostningerne tilsvarende omfattende. Dermed er USA endnu en gang endt i en situation, hvor en lavere prioritet kan risikere at afspore amerikansk fokus fra de større geopolitiske udfordringer, som ellers er blevet defineret. I så tilfælde ville det ikke være første gang det skete.

Som det flere gange er slået fast her på Kongressen.com, så er det næsten tredive år siden, at Kina begyndte at blive fremhævet som en fremtidig geopolitisk udfordring, og at man derfor burde fokusere mere på dette. Men hver gang er det mislykkedes.

Clinton-administrationen understregede behovet for fokus på Asien og særligt Kina med henblik på at gøre Kina til en ”ansvarlig aktør” i det internationale system. Tanken var en liberal tilgang til Kina, som man håbede både skulle lede til forandringer internt i Kina, og sikre at Kina spillede efter de amerikansk definerede regler i international politik. Denne geopolitiske ambition om fokus på Kina blev afsporet af bl.a. behovet for militær intervention på Balkan.

Da Bush-administrationen kom til pegede man igen på Kina som en geopolitisk prioritet, som man burde fokusere på for at håndtere landets stigende økonomiske og på sigt politiske og militære indflydelse. Terrorangrebene 11. september 2001 ændrede fuldstændig prioriteringen, og i næsten ti år var fokus på Kina fuldstændig i baggrunden af amerikansk sikkerheds- og udenrigspolitik. Den primære arena var Mellemøsten.

Igen forsøgte man fra 2010 at fokusere på udfordringen med Kina, da Obama-administrationen skruede op for sin indsats i regionen. Man søgte at gennemføre en ”rebalance to Asia”, som skulle sikre at amerikansk udenrigspolitik rent faktisk fokuserede på de større geopolitiske udfordringer for USA. Ruslands annektering af Krim, Det Arabiske Forår og Islamisk Stats erobring af store områder i Syrien og Irak forhindrede endnu en gang en fuldstændig gennemførelse af strategien.

Som det ses er det altså nærmest et gennemgående tema i amerikansk udenrigspolitik efter Den Kolde Krig, at man bliver distraheret fra sine sikkerhedspolitiske prioriteter – noget som også nu har stor indflydelse på USA’s håndtering og forhold til Kina.

Udfordringen for USA er, at man har haft globale interesser som den dominerende magt i det internationale system. USA har været garanten for, at der ikke udbrød stormagtskrige rundt omkring i verden, eller at der var frit lejde på verdenshavene. Derfor har USA også ageret politimand i international politik i næsten tre årtier. Men det har også haft en høj pris, nemlig at USA’s egne direkte nationale interesser og prioriteter er blevet skubbet i baggrunden for at sikre stabilitet i regioner, som hvis de ikke blev stabiliseret ville føre til problemer på den længere bane.

Iran er en sådan situation for Trump-administrationen.

Forholdet til Iran

Præsident Trumps kritik af atom-aftalen fra 2015 var en central del af hans kritik af sin forgængers udenrigspolitiske linje. Efter januar 2017 har Trump-administrationen søgt at gøre op med aftalen ud fra den tanke, at den ikke var omfattende nok. Aftalen fra 2015 fokuserede udelukkende på at forhindre udviklingen af et iransk atomvåben, men Trump-administrationen er af den opfattelse, at aftalen også burde have inkluderet begrænsninger på andre iranske aktiviteter. Dette inkluderer udvikling af missiler og støtte til grupper udenfor Iran i reelle stedfortræderkrige med Saudi Arabien i Syrien og Yemen. Fordi aftalen fra 2015 ikke satte begrænsninger på sådanne aktiviteter, har Trump-administrationen ikke ment, at det var i USA’s interesse at blive i aftalen – en opfattelse som USA’s allierede ikke har delt.
Siden præsident Trump trak USA ud af aftalen i maj 2018 har man igen pålagt omfattende sanktioner mod Iran, som nu har omfattende konsekvenser for landets økonomi. Tanken er, at strategien om ”maximum pressure” skal tvinge styret i Teheran til forhandlingsbordet. Det er meget sandsynligt, at det er dette pres, som Iran nu reagerer på ved et angreb på tankskibe i Golfen.

Læs også

Nu vil Deval Patrick alligevel være præsidentkandidat

Anders Agner Pedersen

Trumps Mellemøst-kurs giver Putin frit spil

Kongressen

Langvarigt primærdrama venter for Demokraterne

Mads Høeg-Mikkelsen

USA’s nyeste hangarskib plaget af problemer

Philip Chr. Ulrich

Er Tyskland og USA stadigvæk ”Wunderbar together”?

Kongressen

Begyndelsen på slutningen for USA i Mellemøsten?

Kongressen