Kirsten Gillibrand vil ud af Clintons skygge

Hånd i hånd med værten, Stephen Colbert, bekendtgjorde Kirsten Gillibrand i talkshowet, ”the Late Show,” at hun etablerede en undersøgelseskomité. Dermed tog den 52-årige senator fra New York første skridt på vejen mod det Hvide Hus. Gillibrand, der afløste Hillary Clinton i Senatet, har sat kursen mod, at opnå det som Clinton ikke viste sig i stand til; nemlig at blive den første kvindelige amerikanske præsident. Hun skal dog ikke alene kæmpe med et tætpakket Demokratisk primærvalgsfelt, hun skal også kæmpe med at komme ud af Clintons skygge.

Kirsten Elizabeth Gillibrand er født og opvokset i upstate New York. Her gik hun på en pigeskole inden hun blev uddannet i asiatiske studier fra Ivy League Universitet, Dartmouth College og i jura fra UCLA. Herefter arbejdede Gillibrand som jurist hos et stort advokatfirma i New York, hvor hun blandt andet førte sager for kvinder og børn, der søgte at komme væk fra vold i hjemmet.

Dette arbejde bar præg af den aktivistiske ånd, som Gillibrand besidder, og som har været en rød tråd gennem hendes politiske liv, der på andre punkter har udviklet sig meget i løbet af hendes karriere.

Gillibrand, der startede på midten af amerikansk politik, har nemlig ændret holdninger og tilgange til en lang række politiske emner siden hendes start i amerikansk politik. Da hun blev valgt til Repræsentanternes Hus blev hun en del af den konservative ”Blue Dog Coalition,” der inkluderer Demokrater, der har konservative holdninger til økonomiske spørgsmål og moderate holdninger til sociale spørgsmål. Gillibrand har dog siden flyttet sig mere og mere mod venstre på en lang række spørgsmål og har i den senere tid nærmet sig Bernie Sanders-fløjen.

Gennemgående for Gillibrands politiske liv er dog hendes progressive aktivisme på spørgsmål om homoseksuelles og kvinders rettigheder og muligheder i det amerikanske samfund. Gillibrand spillede en vigtig rolle i ophævelsen af ”Don’t ask, Don’t tell”-politiken, der diskriminerede homoseksuelle i militæret. Hun var også med til at forkaste Ben Nelson’s tillæg til Obamacare, der ville have forhindret sundhedsforsikringers dækning af abort. Gillibrands mangeårige indsats for netop kvinders rettigheder kulminerer over den næste tid i hendes forsøg på at blive USA’s første kvindelige præsident.

Clintons lærling
Kirsten Gillibrand har selv fortalt, hvordan en tale, Hillary Clinton gav, inspirerede hende til at involvere sig i det Demokratiske projekt, ’Women’s Leadership Forum,’ et projekt hun senere kom til at lede. I 1999 krydsedes Gillibrands og Clintons veje igen, da Gillibrand blev en del af Clintons kampagne ved senatsvalget i New York i 2000. Her fik Gillibrand opgaven at sælge Hillary Clinton til de kvindelige vælgere.

I 2004 var Gillibrand så klar til at stå på egne politiske ben, og hun overvejede at udfordre Republikaneren, Eric Sweeney, der sad i Repræsentanternes Hus for New Yorks 20. distrikt, der dengang dækkede området øst for Gillibrands fødeby, Albany, NY.

Clinton rådede dog Gillibrand til at vente til 2006, og sørgede for prominent støtte fra netop Clinton-familien, hvor både Bill og Hillary Clinton talte på Gillibrands vegne ved vælgermøder. Gillibrands kandidatur blev samtidig støtte af det lokale ’Working Families’ parti. Det lykkedes Gillibrand at blive valgt til Repræsentanternes Hus efter et tæt valg, hvor begge de to store partier brugte enorme summer undervejs.

Gillibrand gengældte tjenesten, da Clinton stillede op til det Demokratiske Primærvalg i 2008. Hillary Clinton blev som bekendt ikke valgt, men blev derimod udpeget som udenrigsminister af Præsident Obama.
Dette betød, at den Demokratiske guvernør, David Paterson skulle finde en afløser blandt et felt med flere prominente Clinton-støtter heriblandt Andrew Cuomo, der havde været by- og boligudviklingsminister under præsident Clinton og komikeren, Fran Drescher, der er en udtalt støtte af Clinton-parret. Valget faldt dog på Gillibrand, der dermed kunne afløse hendes tidligere mentor i Senatet.

Ud af Clintons skygge
Ligesom det Demokratiske Parti, har Gillibrands politiske adfærd siden 2016 været præget af en afstandtagen til Hillary Clinton og hendes politiske image. Efter valget har Kirsten Gillibrand på flere områder nærmet sig Bernie Sanders-fløjen i partiet og rykket sig væk fra Clinton-fløjen. Dette gælder blandt andet på spørgsmål om immigration og våbenlovgivningen, hvor Gillibrand er rykket mere til venstre.

Et endnu mere markant opgør med Clinton-familiens politiske eftermæle kom da #MeToo-bevægelsen fik vind i sejlene i slutningen af 2017. Kirsten Gillibrand har længe markeret sig som et prominent medlem af den amerikanske kvindebevægelse og netop denne position satte hendes forhold til Clinton-familien og til en række af sine kollegaer i Senatet på prøve.

Da beskyldninger om sexchikane begyndte at rulle mod Sen. Al Franken (D-MN), blev Gillibrand den første Demokrat i Senatet, der brød tavsheden og forlangte Frankens afgang. Det fik flere til at spørge Gillibrand til de vedholdende anklager mod hendes ven, Bill Clinton og dennes affære med Monica Lewinsky. Her lagde Gillibrand afstand til Clinton, der havde støttet hende siden hendes start i amerikansk politik og bekendtgjorde, at Clinton dengang burde have trukket sig fra præsidentembedet.

Disse opgør med hendes tidligere læremesters mand er ikke tilfældige. Gillibrand har længe været en kommende stjerne i det Demokratiske Parti, og hun har længe været spået som Præsident- eller Vicepræsidentkandidat, og her er et tæt forhold til Clinton-familien sandsynligvis mere en hæmsko end en fordel.

Gillibrands muligheder i et tætpakket Demokratisk felt
Kirsten Gillibrand træder ind i et Demokratisk primærvalgsfelt, der allerede er tætpakket med stærke profiler. I et felt, der allerede tæller kandidater som Kamala Harris og Elizabeth Warren, der står stærkt blandt kvindelige vælgere, som er de vælgere Sen. Gillibrand hidtil har stået stærkest hos, skal Gillibrand arbejde hårdt for at holde sig inde i billedet.

I ’the Late Show’ forklarede senator Gillibrand, at hendes første tiltag, skulle hun blive præsident, vil blive at samle amerikanerne på tværs af partiskel og forene nationen. Den vision er heller ikke unik; mere eller mindre samtlige kandidater har været inde på noget lignende. Senest har Sen. Cory Booker (D-NJ) fremlagt en lignende vision.

Gillibrands muligheder ligger derfor i hendes politiske tæft og i hendes evne til at gå den svære balancegang mellem midten og venstrefløjen. Igennem sin karriere har Gillibrand udvist en glimrende evne til at manøvrere imellem forskellige grupperinger i det Demokratiske Parti og samtidig været villig til at tage de hårde opgør. Netop dette skal formentligt være opskriften, hvis Gillibrand skal blive USA’s første kvindelige præsident, og endeligt frigøre sig af Clintons skygge.