Trump styrker ”America First” fløjen med nye udskiftninger

Præsident Trump vil nominere Heather Nauert som ny FN-ambassadør, og John Kelly forlader posten som stabschef inden nytår. Med de to beskeder styrkes ”America First” dagsordenen i administrationen på bekostning af ”de voksne”. På denne side af Atlanten bør vi have øjnene rettet mod Pentagon, og holde øje med James Mattis’ fremtid.

Amerikansk sikkerheds- og udenrigspolitik befinder sig ved en skillevej i disse år. Der stilles spørgsmålstegn ved supermagtens lederskab både internationalt men også internt i USA. Præsident Trump blev valgt på en dagsorden med overskriften ”America First”, hvor USA skulle fokusere mere på sig selv, og drosle ned for det aktive lederskab, som vi ellers har kendt siden 1945. En række grupperinger i administrationen har kæmpet for hver deres retning, og siden marts i år er præsidentens gruppe blev styrket igen og igen. De seneste meddelelser, om at Heather Nauert bliver nomineret til posten som FN-ambassadør, og at John Kelly forlader Det Hvide Hus inden nytår, betyder at gruppen som taler for ”America First” igen styrkes.

Det er ikke særlig sandsynligt, at præsident Trump udnævner en ny stabschef, som ikke i et eller andet omfang støtter ”America First” dagsordenen. Der nærmer sig en valgkamp, og administrationen skal vise resultater for sin dagsorden. Intern modstand og diskussioner skal der ikke være plads til.

At ”America First” dagsordenen bliver yderligere styrket kan få stor betydning for os på denne side af Atlanten, da presset kan blive markant øget for yderligere forøgelser af forsvarsbudgetterne – mod at få fortsatte amerikanske garantier – men samtidig vil det også øge usikkerheden om amerikansk hjælp. Den fortsat store ubekendte i dette spil er James Mattis. Hvis han fortsætter på jobbet som chef for Pentagon, så kan der åndes mere roligt i Europa. Hvis Mattis også ryger i en stor omrokering af administrationen, så skal der seriøse sikkerhedspolitiske overvejelser i gang.

De interne magtgrupperinger

Overordnet set har der været tre fløje, som har kæmpet om retningen for amerikansk sikkerheds- og udenrigspolitik. Grundlæggende går diskussionen ud på, om USA fortsat skal være en aktiv leder på den globale scene, eller om man i højere grad skal trække sig tilbage og fokusere på egne interesser.

De tre fløje har været:

I det første år så man, at det var ”de voksne”, som dominerede debatten i administrationen. Fra marts i år ændrede det sig dog, begyndende med udskiftningerne af Rex Tillerson som udenrigsminister og H.R. McMaster som national sikkerhedsrådgiver. Med Mike Pompeo og John Bolton med ved bordet har præsidenten kunne hævde sig mere i den udenrigs- og sikkerhedspolitiske debat – noget han ikke gjorde meget det første år.
Det betød, at den reelt førte politik som lå nedenunder røgsløret af tweets og præsidentielle udtalelser langt hen ad vejen var den resten af verden var vant til. Men det var altså bundet op på ”de voksnes” succes i debatterne i Det Hvide Hus.

Det har tilsyneladende frustreret Trump i længere tid, og med Nikki Haleys afgang som FN-ambassadør til nytår og et overstået midtvejsvalg er anledningen kommet til udskiftninger i administrationen.

Ny FN-ambassadør

Til at erstatte Nikki Haley i FN-hovedkvarteret i New York har præsident Trump valgt talskvinden for State Department, Heather Nauert.

Nauert har angiveligt imponeret præsidenten tilstrækkeligt ved det netop overståede G20-topmøde i Argentina, til at han tog beslutningen om at nominere hende. Nauert kom til State Department i april 2017 fra et job på Fox News, hvor hun havde været vært på programmet Fox & Friends.

I sit nye job ved FN (forudsat at hun bekræftes af Senatet – men det skal hun nok blive) venter der en række store udfordringer fra Rusland, Kina og mange konflikter og ønsker om reorganisering i organisationen.

Nauert kommer til jobbet uden nogen politisk erfaring, og derfor vil det blive en meget stejl læringskurve – trods 20 måneder som talskvinde for State Department, hvor hun har fået viden om mange af de emner, som også præger dagsordenen i FN. Men det vil være noget helt andet at skulle reelt føre forhandlinger og stå i spidsen for amerikansk diplomati i verdensorganisationen.
At man vælger en så uerfaren person til posten kunne også tyde på, at man ikke ønsker at prioritere FN særlig højt fremadrettet. Det var også udgangspunktet for præsident Trump, da han tiltrådte, men Nikki Haley fik tilkæmpet sig en prominent plads i administrationen.

Nu er administrationen præget af FN-kritikere som John Bolton og Mike Pompeo, som netop for en uges tid siden holdt en voldsomt kritisk tale om FN ved et besøg i Bruxelles. Desuden fortæller magasinet Politico, at man forventes at degradere posten som FN-ambassadør fra en selvstændig kabinetspost til at være underlagt udenrigsministeren. Dermed mister FN-ambassadøren også noget tyngde i de interne diskussioner, noget som så vil gøre Nauerts manglende erfaring af mindre betydning.

Nauert er kendt som værende tæt med Mike Pompeo samt Ivanka Trump og Jared Kushner. På den måde bliver hun endnu en stemme i den sikkerheds- og udenrigspolitiske debat i administrationen, som forventes at ville støtte præsidentens ”America First” dagsorden.

Ny stabschef

Kort tid efter nyheden om Nauerts nominering kom en anden ventet nyhed: stabschef John Kelly forlader administrationen inden nytår. Kelly havde ellers udtalt, at han ville blive i administrationen frem til 2020, men et kraftigt forværret forhold mellem præsidenten og hans stabschef kunne til sidst ikke holde til mere. Ifølge amerikanske medier talte de to ikke sammen i flere dage i sidste uge.

Kelly har været stærkt kritiseret for sin rolle i administrationen, og for ikke selv at trække sig i protest mod præsidentens politik. Her skal man nok finde forklaringen i noget som kom frem i løbet af sommerens diskussion om en ”modstandsbevægelse” i administrationen. Flere bliver siddende i administrationen for at påvirke præsidenten, og søge at få afværget idéer som ikke er indenfor rammerne af love og regler. Dette gælder f.eks. præsidentens og flere rådgiveres nylige ønske om at give soldater ved grænsen lov til om nødvendigt at skyde på immigranter ved den amerikansk-mexicanske grænse. Her var John Kelly og Secretary of Homeland Security Kirstjen Nielsen klare modstandere af en sådan politik, og det endte i højtråbende sammenstød blandt rådgiverne.
På denne måde virker det altså til, at Kelly har forsøgt at agere støddæmper på præsidentens mere vidtrækkende ønsker om politikændringer.

Kelly meldte sig til marinekorpset i 1970, og efter en kort årrækkes pause vendte han tilbage og gennemførte officersskolen i 1975. Han var med i Golfkrigen i 1991, og var assisterende divisionschef ved invasionen af Irak i 2003. Hans divisionschef var James Mattis.
Med den militære baggrund var der store forventninger, da Kelly kom til som stabschef i juli 2017. Administrationen var i kaos, og med en række hurtige fyringer søgte Kelly at få orden på administrationen. Det gik også godt i en periode, indtil hans ønske om orden og struktur blev set som en hæmsko af præsidenten.

På den sikkerheds- og udenrigspolitiske front har Kelly også tilhørt ”de voksne”, og har været fortaler for fortsat støtte til USA’s allierede, og generelt været blandt fortalerne for en videreførelse af USA’s aktive lederskab i verden – sammen med sin gamle ven, forsvarsminister James Mattis.

Det er endnu uvist, hvem der skal efterfølge Kelly. Søndag kom det frem, at den førende kandidat, vicepræsident Mike Pences stabschef Nick Ayers ikke ønskede at tage posten. Ayers var ellers præsident Trumps førstevalg, og ifølge New York Times journalist Maggie Haberman, så var der ikke umiddelbart en Plan B.

Den nye stabschef vil skulle forsøge at håndtere en administration, hvor mange forskellige personer konstant søger at påvirke præsidenten, og ikke er villige til at indordne sig sådanne strukturer, som man ellers er vant til fra tidligere administrationer.
Men ud over en uregerlig administration, så skal den nye stabschef også håndtere, at præsidenten egentlig er begyndt på sin valgkamp til 2020. Derfor var Ayers en favorit, da han blev set som værende velegnet til den rolle.

Det er meget usandsynligt, at præsidenten vælger en stabschef som John Kelly igen. Han vil formodentlig søge en stabschef som i højere grad vil støtte hans politiske dagsorden, og som vil skulle acceptere præsidentens præference for en mere ustruktureret arbejdsgang i Det Hvide Hus. Den accept kom aldrig til Kelly.

Det kan i sig selv få stor betydning for administrationens virke, men på den politiske front vil udskiftningerne af Kelly og Haley også få stor betydning.
Haley var pragmatiker, som formåede at balancere præsidentens modvilje mod FN-systemet med en vished om vigtigheden af organisationen for amerikansk politik. Den rolle kan i høj grad blive udfordret med Nauert ved roret i New York – og særligt hvis hun underlægges Pompeo.

Kellys stemme vil også forsvinde fra administrationen, og dermed er reelt kun én stemme tilbage i administrationen, som taler for et aktivt lederskab i international politik.
Derfor bør europæiske øjne være rettet mod Pentagon, for at se om præsidenten også vil skifte forsvarsminister Mattis ud som del af sine udskiftninger. Han har over en periode mistet indflydelse i administrationen, og spørgsmålet er, om Bolton og Pompeo vil benytte lejligheden til at skubbe på for at få ham skiftet ud, når man alligevel er i gang.

Hvis det sker, kan det få stor betydning for amerikansk sikkerheds- og udenrigspolitik, for som nævnt så har den reelt førte politik vist stor kontinuitet overfor USA’s allierede. Men det har været meget betinget af Mattis’ lederskab i Pentagon, og en udskiftning af ham vil derfor være enormt vigtig. Den sidste magtfulde ”voksne” stemme vil forsvinde.