Kongressen.com
  • Forside
  • Analyse
  • Trumps klimaplan er dårlig for klimaet, men god for kulindustrien
Analyse

Trumps klimaplan er dårlig for klimaet, men god for kulindustrien

I et forsøg på at omstøde Obamas klimapolitik og kaste en redningskrans til kulindustrien, lancerer Trump en klimaplan, der risikerer at øge CO2-udledningen og som forventes årligt at koste 1400 amerikanere livet. Men vil Trumps uambitiøse klimaplan holde i retten?

Trump-administrationen lancerer en ny klimaplan for at sænke CO2-udledninger – lyder det for godt til at være sandt? – det er det også. Ikke fordi det er fake news, nej historien er såmænd sand nok. Men det er med politiske planer som med julegaver – det er ikke indpakningen det kommer an på. For selvom planen er pakket ind i fine intentioner med en sløjfe af velmenende hensigter om at begrænse udledningen af drivhusgasser, så taler planens indhold sit eget klare sprog – det er en hjælpepakke til kulindustrien forklædt som en klimaplan, som med stor sandsynlighed vil resultere i øgede drivhusgasudledninger. Det er dog, vel at mærke, kun hvis planen godkendes af domstolene, hvilket langt fra er sikkert.

Den nye klimaplan er udarbejdet med det absolutte formål at erstatte og derved afskaffe Obamas Clean Power Plan (CPP), som længe har været en torn i øjet på Donald Trump og kulindustrien. Men for at kunne erstatte CPP skal den nye plan godkendes af domstolene. Det er nemlig sikkert som ammen i kirken, at stater, byer, klimaorganisationer og så videre vil hive miljøbeskyttelsesagenturet EPA i retten for ikke at leve op til ansvaret for at regulere udledningen af drivhusgasser. The Affordable Clean Energy plan (ACE), som planen hedder, er således udarbejdet med den klare hensigt at ramme det absolutte minimumskrav af, hvad domstolene kan godkende som en klimaplan. Forvirret? Her kommer en kort gennemgang af den politiske og juridiske baggrund for Trumps klimaudspil.

Når Trump-administrationen regulerer udledningen af drivhusgasser, er det fordi USA’s højesteret i sagen Massachusetts v. EPA fra 2007 har bestemt, at det skal den. Retssagen resulterede i, hvad der i USA populært kendes som the endangerment finding, der kort fortalt er EPAs erkendelse af at udledningen af drivhusgasser har negative konsekvenser og derfor skal reguleres. Og hvorfor er det så vigtigt? Det er det, fordi Trumps EPA på grund af disse kendelser er forpligtet til at regulere udledningen af drivhusgasser, selvom det er i diametral modsætning til administrationens ønske. Administrationen har derfor været tvunget til enten at forsøge at omstøde Massachusetts v. EPA, en strategi der er spået meget dårlige chancer, eller leve op til kravene og modvilligt regulere drivhusgasser. Med ACE er valget landet på den sidste og nu går den politiske øvelse ud på at få godkendt en så uambitiøs og kulvenlig plan som muligt.

The devil is in the detail
Trump-administrationen er så at sige tvunget til at regulere CO2 mod sin egen vilje, og klimaplanen ACE er naturligvis blevet derefter. Ikke overraskende er miljø- og klimaeksperter også yderst skeptiske over for resultatet. Et element, der er blevet fremhævet meget i den amerikanske presse, er, at EPA anerkender, at den øgede forurening under ACE vil have markante helbredsmæssige konsekvenser. EPA vurderer således selv, at planen vil resultere i, at 1400 hvert år vil dø for tidligt på grund af øget luftforurening. Hertil kommer de 48000 tilfælde af astma og 21000 mistede skoledage, som EPA forventer, at planen vil resultere i. Samlet set vurderer EPA, at ACE vil betyde øgede sundhedsomkostninger på mellem 16,6 og 75 milliarder dollars.

I forhold til klimaet og CO2-udledning forventer administrationen, at planen rent faktisk vil sænke udledningen, men dog kun med 0,7 til 1,5 % frem mod 2030. En sænkning på 0,7 til 1,5 % på 12 år er utroligt uambitiøst, og som kommentatorer understreger, vil de mere tekniske elementer i ACE potentielt resultere i en øget udledning stik imod den proklamerede hensigt. The Affordable Clean Energy plan er således en politisk manøvre, der, selvom indholdet fremstår decideret kontraproduktivt, foregiver at leve op til lovkravene på området.

Som så ofte før i amerikansk politik er det domstolenes afgørelser, der i sidste ende bestemmer hvilken politik, der kan føres, og her ligger djævlen i detaljen. Det måske vigtigste element i domstolenes behandling af planen bliver, om de accepterer Trump og det nuværende EPAs strategi med at regulere udledningen fra kulkraftværker individuelt, i modsætning til Obamas EPA, som søgte at regulere staternes el-net som helhed. De to strategier bliver populært kaldet inside-the-fenceline og beyond-the-fenceline, altså inden for hegnet eller uden for hegnet, og her er det hegnet omkring et givent el-kraftværk, der refereres til. Forskellen udmønter sig i, hvor ambitiøse krav der kan stilles til CO2-reduktionen. I et uden-for-hegnet scenarie kan EPA for eksempel godt kræve en CO2-reduktion på 25%, fordi kulkraft kan udskiftes med gas, vind eller solenergi. I et inden-for-hegnet scenarie vil det modsat være meget begrænset hvilke krav, der kan stilles, fordi det kun er det enkelte kraftværk, der reguleres. De enkelte kulkraftværker vil have meget begrænsede muligheder for at nedbringe deres CO2-udledning, og da det er kraftværket og ikke el-nettet, der reguleres vil andre energikilder som vind og sol ikke kunne bringes i spil. Domstolens beslutning afgør, med andre ord, hvorvidt EPA kan og skal regulere energisammensætningen på el-nettet, eller om de kun må regulere hver energikilde for sig. Dette vil afgøre i hvilken udstrækning, EPA kan og må påskynde et skift fra fossile og forurenende energikilder til vedvarende energi.

Selvom det måske virker som en lille detalje, vil domstolenes afgørelse på dette område have stor betydning for amerikansk klimapolitik i fremtiden. Hvis domstolene vælger en uden-for-hegnet tilgang, vil Trump-administrationens klimaplan ikke blive godkendt. Hvis domstolene derimod vælger en inden-for-hegnet tilgang til regulering vil det ikke kun resultere i en svag klimapolitik under den nuværende administration, det vil også betyde, at en eventuelt kommende demokratisk administration vil have meget begrænsede muligheder for at føre en ambitiøs klimapolitik. Der er ikke mange, der tør spå om hvad resultatet bliver, men mange kommentatorer peger på, at Brett Kavanaughs udnævnelse til højesteretten meget vel kan blive det afgørende element.

Trumps klimaplan alene kommer ikke til at redde kulkraftværker
Ikke desto mindre er der blandt eksperter stadig bred enighed om, at Trumps klimaplan ikke kommer til at redde de mange konkurstruede kulkraftværker. Selvom den nye klimaplan unægteligt vil være en hjælpende hånd til kulindustrien, er den lang fra vidtrækkende nok til at gøre kul konkurrencedygtig. Naturgas, sol- og vindenergi er stadig markant billigere end kulkraft. Trumps klimaplan kan altså ikke ændre på, at markedskræfterne har dødsdømt kulkraften. Det er derfor kun i enkelte og særlige tilfælde, at planen vil kunne holde kulkraftværkerne åbne, vurderer eksperterne.

Men hvad hvis markedet ændrer sig? Det naturlige udsving på elmarkedet ser ikke ud til at kunne ændre mærkbart ved kulkraftens endeligt. Selvom visse iagttagere mener, at den amerikanske naturgas er kunstigt billig, er prisforskellen på el fra gas og kul ganske enkelt for stort til at konkurrencedygtig kulkraft er et realistisk scenarie. Men hvad nu hvis Trump-administrationen går ind og styrer elmarkedet for at redde kul? Ja, så er historien naturligvis en anden.

I januar afviste the Federal Energy Regulatory Commision (FERC) en ”robustheds og pålidelighedsplan” fra Department of Energy (DOE), som i brede kredse blev anset for at være en redningsplan for kul- og atomkraft. I maj blev der lækket et internt dokument, der tyder på, at Trump-administrationen ikke har opgivet håbet om en redningsplan for de to skrantende energikilder. Den nye plan fra det lækkede dokument bygger på en 68 år gammel koldkrigslov. The Defense Production Act, som loven hedder, stammer fra koreakrigen, hvor daværende præsident, Harry Truman, indførte loven for at kunne sikre energi til stålproduktionen i tilfælde af krig eller naturkatastrofer. Loven gør det i korte træk muligt at nationalisere elsektoren af hensyn til nationens sikkerhed. Trump-administrationen overvejer nu at bruge denne lov til kunstigt at hæve prisen på el fra kraftværker, der har store mængder energi på lager. Det vil altså sige kul- og atomkraftværker, da gas er afhængig af rørledninger, og sol og vind som bekendt er afhængig af vejret. En vigtig detalje her er, at de kunstigt forhøjede elpriser vil betyde, at det er forbrugerne, der kommer til at finansiere redningsplanen over deres elregning.

Stigende elpriser og statslig indblanding i det frie marked er ikke just gode salgsargumenter, hverken over for domstolene, borgerne, eller det republikanske parti. Blandt eksperter og kommentatorer fra energisektorer er der endvidere bred enighed om, at planen ikke vil have nogen styrkende effekt på el-nettets robusthed og pålidelighed, hvilket jo ellers er det påståede formål. Men ved at bygge argumentationen op om den nationale sikkerhed, svækker Trump-administrationen modstandernes muligheder for at bremse tiltaget, på samme måde som forårets tariffer på stål og aluminium blev gennemført af hensyn til den nationale sikkerhed – hvis der ellers er nogen, som tror på den forklaring.

ACE er uden tvivl en livline til de hårdt pressede kul- og atomkraftværker omend utilstrækkelig. EPA vurderer, at planen kan give de trængte kraftværker en besparelse på op mod 6,4 milliarder dollars, hvilket selvfølgelig er et skridt på vejen – selv om det ikke ser så godt ud op imod de 16,6 til 75 milliarder dollars i ekstra sundhedsudgifter. Det spændende bliver nu, om livlinen holder, og om der kommer flere.

Læs også

Trumps Frankrigs-rejse var symptomatisk for udenrigspolitik

Philip Chr. Ulrich

Selvfølgelig var det en blå bølge

Søren Dal Rasmussen

Demokratisk flertal i Huset er dårligt nyt for Pentagon

Philip Chr. Ulrich

Podcast: Når æsler og elefanter kaster med mudder

Lars Græsborg Mathiasen

Flere guvernørvalg præget af overraskelser

Mads Høeg-Mikkelsen

Med sejre i Midtvesten lægger Trump sten på muren mod Demokraterne

Rasmus S. Jorgensen