Kunsten ikke at lave en aftale
27. marts 2017  //  Af:   //  Analyse  //  Ingen kommentarer
Print Friendly

Det interne republikanske sammenbrud om Obamacare i fredags får mange og vidtrækkende konsekvenser både for præsident Trump og det republikanske lederskab på Capitol Hill. Og vidner om dårligt politisk håndværk, ikke kun fra Trump, men også fra formanden for Repræsentanternes Hus, Paul Ryan.

Af Anders Agner Pedersen, chefredaktør, og Søren Dal Rasmussen, indenrigsanalytiker

WASHINGTON D.C.: Hvis man lyttede godt efter sidst på fredag eftermiddag i Washington D.C. kunne man høre lyden af døre, der blev smækket i frustration både i Det Hvide Hus og på Capitol Hill. Årsagen: Den mangeårige republikanske drøm om at tilbagerulle og erstatte Obamacare faldt til jorden med et brag. Ikke på grund af dygtigt oppositionsarbejde fra Demokraternes side. Nej, ganske enkelt fordi Republikanerne ikke internt kunne blive enige om, hvordan de skulle gribe sagen an. Og selv om formanden for Huset havde fremlagt et lovforslag, som præsident Trump støttede, kneb det med opbakningen til udspillet. Så meget, at den planlagte afstemning torsdag blev udsat til fredag. Og selv om det ikke så ud til at gå meget anderledes der, insisterede præsidenten på at presse afstemningen igennem. Med den forventning, at det kunne få de evigt besværlige House Freedom Caucus til at makke ret. Men der havde præsidenten gjort regning uden vært. For kort før afstemningen skulle finde sted fredag eftermiddag, måtte Paul Ryan haste til Det Hvide Hus og meddele Trump, at der fortsat ikke kunne samles et tilstrækkeligt flertal til lovforslaget. Og for at gøre ydmygelsen total, nåede man først at trække lovforslaget tilbage i det øjeblik, afstemningen var sat til at finde sted. Efter en række demokrater havde forsvaret Obamacare og en række republikanere tilsvarende havde rejst kritik.

“Der er ingen grund til at prøve at pakke det her ind i vat. Det her er en skuffelse,” lod Ryan forstå på det efterfølgende pressemøde, hvor han måtte stå på mål for et af de større politiske selvmål i moderne amerikansk politik. For efter adskillige år, hvor Republikanerne har tordnet imod Obamacare, og som opposition har stemt for at få loven rullet tilbage et hav af gange, har partiet nu muligheden for at gøre det, med flertal i begge Kongressens kamre, samt præsidentposten. Alligevel sker der fortsat ikke noget, og Obamacare er med Ryans egne ord amerikansk lov og vil blive ved med at være det et godt stykke tid endnu.

Det er en politisk begmand af de større, både til præsident Trump og til Paul Ryan. Og vidner om manglende politisk erfaring og indsigt fra præsident Trumps side og manglende erfaring – og måske endda evne – fra Paul Ryans side til at bygge en politisk koalition om et stort lovforslag.

Et inkompetent lovforslag
Det vrimler med grunde til, hvordan det republikanske hovedprojekt kunne slå fejl. Brugte præsidenten nok kræfter på at sælge loven? Forstod han lovens detaljer godt nok og gjorde det ham ude af stand til at overbevise nok medlemmer af sit eget parti? Var hans uvidenhed en faktor? Ifølge Washington Post gentog Trump spørgsmålet: “er det her virkelig en god lov?” igen og igen gennem forløbet til sine nærmeste rådgivere. Kunne den usikkerhed have spillet en rolle i hans evne til at sælge aftalen?

Der er rigeligt med taktiske fejltrin. Republikanernes stædige insisteren på at gennemføre loven gennem den finurlige reconcilliation-proces, der kun tillod dem at lovgive om ting, der har indflydelse på budgettet, men så til gengæld kun ville kræve et flertal i Senatet. Den unormale høje fart, de forfulgte. Manglende koalitions-støtte fra interessegrupper og lobbyister.

Men når alt kommer til alt, så er der en simpel grund til, at Ryan fredag eftermiddag trak stikket fra Ryancare/Trumpcare: Loven var dårligt politisk håndværk. Uspiselig politik. Dårligt design. Utilfredsstillende for alle involverede parter. Loven var ikke bare upopulær på tværs af alle vælgergrupper, en måling fra Quinnipiac fandt, at kun 17 procent af amerikanerne støttede loven, mens 56 procent var imod. At lave en så ildeset lov i et partisk og polariseret Amerika burde i sig selv give en medalje i inkompetence.

I sidste ende var der kun politiske grunde til at støtte AHCA. Vi har lovet vores vælgere det. Hvis I ikke makker ret, så er i i fare for ikke at blive genvalgt. I de afsluttende dage var der kun en håndfuld lovgivere, der kunne forsvare loven på dens meritter. Ingen fremlagde troværdige argumenter for, hvordan loven ville gøre livet bedre for befolkningen.

Et splittet parti
Det er et kæmpe nederlag for præsident Trump og lederskabet i Huset. Spillet om ACHA udstiller, hvor langt der er imellem den radikale højrefløj i partiet, det såkaldte House Freedom Caucus, og de mest venstreorienterede i partiet.

Sundheds-fiaskoen udvider kun kløften mellem de to fløje yderligere og vil vanskeliggør gennemførelsen af resten af den lovmæssige agenda. Desuden sender det et signal til de republikanere, at præsident Trumps trusler er tomme. I de næste måneder skal det republikanske parti forsøge at blive enige om skattelovgivning, infrastruktur og immigration. På mange af de områder er de lige så uenige, og AHCA viste, hvor lidt enighed partiet kan finde internt. Vi er ikke engang nået til konflikterne mellem Huset og Senatet. Mellem Kongressen og Det Hvide Hus. Mellem det lovgivende kammer og ministerierne. Efter sådan en eklatant fiasko virker det svært at se hvordan de skal blive enige om større lovgivning, der ikke handler om at navngive posthuse i Wyoming.

Vejen hen til de mål, Trump og Ryan har ladet forstå, at de var enige om at ville hen til, var i forvejen lang. Og efter både Trump og Ryan i fredags skød sig selv i fødderne, har de ikke gjort det nemmere for sig selv.

Samtidig har Trumps renomme som manden, der kan lave aftaler, lidt et gevaldigt knæk. Tænk bare på, hvor mange gange under valgkampen, Trump fremførte meldingen om, at vælgerne bare skulle sende ham til Washington, så skulle han nok fikse det hele. Tja, vælgerne gjorde deres del, og sendte Trump til Washington. Men fikse tingene, ja, det har Trump fortsat til gode at gøre. Tværtimod var det, vi i fredags var vidner til, et fatalt eksempel på det stik modsatte.

Derfor var det heller ikke uden grund, at de amerikanske medier, blandt andet Trumps foretrukne mediefjende, kørte i breaking under overskriften ‘The Art Of No Deal’. For fredagens bizarre forløb var i sandhed et stilstudie i kunsten ikke at lave en aftale.

Om forfatteren:

Anders Agner Pedersen er redaktør på Kongressen.com. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og New York State University med speciale i amerikansk politik. Dækkede gennem flere år dansk politik og international politik, blandt andet for Altinget i Danmark, Reportage Online i Sydney og The Holland Times i Amsterdam. Har foruden New York, boet i Sydney og Amsterdam som en del af Erasmus Mundus internationale masteruddannelse i medier, politik og globalisering. Er forfatter til bøgerne 'Kennedybrødrene', 'Da Spin Erobrede Danmark', 'Kennedys Største Taler - Fred Til Alle Tider', 'Fem År Med Obama - Forandring Vi Kunne Tro På?', 'Det Konservative Kollaps', 'Glimt Af Amerika', 'FN - Vores Sidste, Bedste Håb', 'PræsidentPortrætter' og senest 'Glimt Af Et Præsidentvalg'. Har desuden bidraget med kapitler til bøgerne ‘Fiktionens Magt’ og ‘Den Amerikanske Drøm’. Skriver på en ny bog om præsident Kennedy, der udkommer i foråret 2017.

Skriv et svar

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.