Kongressen.com
Feature

Obama har lige forlænget USA’s længste krig

Torsdag annoncerede præsident Obama at mere end 5.000 amerikanske soldater vil forblive i Afghanistan til efter hans tid som præsident er slut. Belært af situationen i Irak og en forværret sikkerhedssituation i Afghanistan har han endegyldigt erkendt, at hans løfte om at afslutte USA’s længste krig, mens han var præsident ikke kunne lade sig gøre.

I en tale torsdag i sidste uge annoncerede præsident Obama, at der sker en ændring i planerne for den amerikanske tilbagetrækning fra Afghanistan. Under valgkampen i 2008 havde Obama det som en mærkesag, at opmærksomheden skulle flyttes fra Irak-krigen og til Afghanistan, for at få styr på krigen og få den afsluttet. Hen ad vejen er planen om en tilbagetrækning fra Afghanistan blevet ændret. Seneste ændring kom i 2014, da planen lød at 1.000 amerikanske soldater skulle blive i landet frem til 2016. Dermed kunne USA trække sig ud lige inden Obamas tid i det Hvide Hus sluttede.

Forskellige faktorer gør nu, at præsident Obama ikke kan leve op til sit valgløfte fra 2008, men i stedet må overlade ansvaret for en amerikansk tilbagetrækning til sin efterfølger.

Den nye plan indebærer at USA fastholder 9.800 soldater i Afghanistan i 2016, og 5.500 frem til 2017.
Beslutningen er kommet som konsekvens af en række faktorer, som efter en lang strategiproces har ført til denne beslutning.

Forværret sikkerhedssituation i Afghanistan
Først og fremmest er Obama tvunget af omstændigheder i Afghanistan til at tage denne beslutning. I ugerne op til beslutningen blev offentliggjort, havde højtstående officerer gjort klart for Kongressen og pressen at situationen i landet kunne kræve en længere tilstedeværelse af amerikanske soldater end hidtil planlagt. Dermed var der kommet indikationer på at noget sådan ville komme frem.

Situationen i Afghanistan er også ganske alvorlig. Ifølge en ny rapport fra FN som The New York Times refererer til, så er Taleban nu spredt til et større område af Afghanistan end på noget tidspunkt siden invasionen i 2001. Talebans tilstedeværelse er angiveligt styrket i især landområder, og erobringen af byen Kunduz er et billede på hvor stærk bevægelsen er, og dens evne til at udføre koordinerede angreb mod byer.

De afghanske sikkerhedsstyrker anslås ikke til at være stærke nok til at løfte opgaven alene, og derfor er det nødvendigt at USA fastholder styrker i landet. Disse styrker skal dels støtte og træne de afghanske styrker, men også gennemføre anti-terror operationer mod grupper som Al Qaeda, Islamisk Stat og Taleban. I henhold til planen fra 2014 skulle de amerikanske styrker udelukkende baseres ved Kabul, men i den nye plan skal styrkerne også blive ved den store amerikanske base ved Bagram, og ved Kandahar og Jalalabad – de største byer i det sydlige og østlige Afghanistan, de områder hvor Taleban traditionelt står stærkest.

Belært af Irak
Der kan ikke være nogen tvivl om, at man i den nyligt overståede strategiproces har været influeret af begivenhederne i Irak. Her fik man ikke udfærdiget en Status of Forces Agreement med den irakiske regering i 2011, og derfor blev alle amerikanske styrker trukket ud af landet. Kort efter det skete i december 2011 begyndte den politiske situation i Irak at falde fra hinanden med stigende sekteriske sammenstød.

I forhold til en aftale med den afghanske regering er situationerne ikke helt sammenlignelige. Den afghanske regering har været villige til fortsat at have amerikanske styrker i landet, hvor den irakiske regering var modvillige – samtidig med at Obama-administrationen måske ikke pressede voldsomt på.

Men på en anden måde er lektien fra Irak helt klar. Det ville være næsten fuldstændigt politisk umuligt for Obama-administrationen at gå ud og fortælle at man trak amerikanske styrker ud af landet, netop som beretninger om en forværret sikkerhedssituation dominerer mediebilledet. Sammenligningen ville blive lavet med det samme, at nu forlod man endnu en gang en konflikt for tidligt, lige som mange mener man gjorde i Irak, og dermed åbnede for den konflikt vi ser i dag. Det politiske pres for at fastholde amerikanske soldater i Afghanistan for at undgå en eventuel gentagelse af Irak ville altså være massivt.

Ved at lade amerikanske soldater blive i Afghanistan håber man at kunne give den støtte til de afghanske soldater, som mange mener manglede hos den irakiske hær da den i 2014 blev angrebet af Islamisk Stat.

Ny forsvarschef skal løfte opgaven
Den 1. oktober fik det amerikanske militær en ny forsvarschef. General Joseph ’Fighting Joe’ Dunford fra det amerikanske Marinekorps overtog posten efter general Martin Dempsey.

Desværre for general Dunford så er det stort set de samme udfordringer som han står overfor som hans forgænger. Det er udfordringer som vi tidligere har beskrevet her på Kongressen.com da Chuck Hagel og Ashton Carter overtog posten som forsvarsminister i henholdsvis februar 2013 og februar 2015.

En forsvarschefs periode i stillingen er to år, med mulighed for at få forlænget den med en ny periode. Dermed skal Dunford nu håndtere en fortsat amerikansk tilstedeværelse i Afghanistan i hvert fald i hele hans første periode som forsvarschef.

Ved siden af den udfordring så skal han administrere revisionen af USA’s strategi til kampen mod Islamisk Stat i Irak og Syrien, – ud over at finde ud af hvordan USA skal håndtere et revanchistisk Rusland og Kinas opstigen som stormagt.

Men nok den vigtigste udfordring som Dunford står overfor, er at hjælpe Obama-administrationen med at presse Kongressen til at få afklaring på den amerikanske økonomi. I øjeblikket er der ikke besluttet noget budget for budgetåret 2016, som ellers gik i gang 1. september. Det betyder også, at der ikke er afklaring på Pentagons budgetter, hvilket gør det svært at sikre beredskabet i militæret og den korrekte træning. Det truer også militærets evne til at udføre missioner, som den præsident Obama netop har annonceret forlængelsen af i Afghanistan. Der er med andre ord lagt op til endnu et slag på Capitol Hill. Nøjagtig som det har været tilfældet nærmest hver dag de seneste år.

Læs også

Her er de fem største præsidenter

Kongressen

Misæren i Svinebugten og Kennedys undskyldning

Anders Agner Pedersen

John Jacob Astor og Titanic-tragedien

Anders Agner Pedersen

Madison Cawthorn: Kongressens yngste medlem og et spind af løgne

Dorte Rasmussen

Historien om Hollywoods prinser: da filmbranchen drog i krig

Kongressen

Bobby Kennedy og meningsløsheden af vold

Anders Agner Pedersen