Kongressen.com
Analyse Sikkerhedsrådet

Pentagon vil have penge til bomber og til at skræmme Putin

Pentagon er begyndt at give et billede af deres forslag til forsvarsbudgettet for 2017. Det totale beløb ligger på nogenlunde samme niveau som sidste år, men der er alligevel nogle interessante elementer som har set dagens lys. Pentagon skal bruge flere penge til at købe bomber – man er ved at løbe tør – samt flere penge til at afskrække Putin i Europa.

Forsvarsminister Ashton Carter har løftet sløret for hovedtrækkene Pentagons forslag til det amerikanske forsvarsbudget for 2017, som offentliggøres i næste uge. Pentagon anmoder Kongressen om i alt $582 mia. Pentagon anmoder for eksempel om $1,8 mia. til indkøb af 45.000 nye bomber, simpelthen fordi lagrene er ved at være tomme.

Denne anmodning er del af en fordobling af budgettet til bekæmpelsen af Islamisk Stat, så det totale budget til den kamp vil ligge på $7,5 mia. i 2017.

Et andet interessant element er anmodningen om $3,4 mia. til forskellige initiativer med fokus på at støtte østeuropæiske allierede og afskrække Rusland fra yderligere aggressioner.

Det er altså ikke som sådan det endelige beløb, men snarere delelementerne som er interessante at kigge på.

Overordnet karakteriserer forsvarsminister Ashton Carter det nye budgetforslag, som et der har et langsigtet fokus, som skal forberede Pentagon bedst muligt til at håndtere de langsigtede strategiske udfordringer som USA står overfor. Budgetforslaget må på den måde også siges at være en meget passende afskedssalut fra præsidenten, der gennem hele sin præsidentperiode har forsøgt at forholde sig til, og skabe forudsætningerne for USA’s håndtering af ikke blot de umiddelbare udfordringer, men også de mere langsigtede.

Penge til bomber
Siden august 2014 har USA udført mere end 9.000 luftangreb mod Islamisk Stat i Irak og Syrien, en kampagne som ifølge mediet Air Force Times koster $11,2 mio. om dagen for USA. Derfor lægges der nu op til en fordobling af budgettet til krigen mod Islamisk Stat.

Men ud over de økonomiske omkostninger, så er der også den helt konkrete konsekvens, at man altså er ved at løbe tør for bomber. Mediet Defense One beretter at man i perioden fra august 2014 har ødelagt 20.000 mål, og det har kostet bomber til en samlet værdi af $1,3 mia. Amerikanerne har i lang tid kørt i et højt tempo, når det kommer til luftoperationer det ene eller andet sted i verden, og det har nu en tydelig effekt på materialefronten.

Med budgetforøgelsen signalerer amerikanerne da også at operationerne mod Islamisk Stat vil blive intensiveret over det næste års tid. Dette signal følger i kølvandet på en lang række udtalelser fra både præsident Obama og hans ministre i forsvars- og udenrigsministerierne, om at man nu vil skrue op for presset på Islamisk Stat.

Penge til at tæmme den russiske bjørn
Indsatsen mod Islamisk Stat bliver dog ikke det eneste som Pentagon lægger op til at skrue op for med præsident
Obamas sidste forsvarsbudget.
Der bliver nemlig også skruet markant op for budgettet til at støtte initiativer i Europa. Her lægger Pentagon nemlig op til en firdobling af budgettet fra $789 mio. til $3,4 mia.

Pengene går til det såkaldte European Reassurance Initiative, som blev skabt i juni 2014 af præsident Obama som reaktion på Ruslands annektering af Krim-halvøen. Formålet med det initiativ er at pengene skal bruges til at øge troppetilstedeværelsen i Europa, mængden af materiel stationeret i Europa, øvelsesaktivitet, forbedre infrastruktur og uddanne allierede. Kort sagt skal pengene bruges på at støtte op om de østeuropæiske allierede, som føler sig truet af Rusland.

Man kan kun konstatere, at det er et klart signal fra amerikansk side, at man øger budgettet så markant. Russerne har da indtil videre heller ikke taget godt imod budgetforøgelsen, men fordømt det som provokerende.

Der er ingen tvivl om, at der er lagt op til en række interessante og langtrækkende investeringer som skal forberede USA til fremtiden. Det er nemlig også blevet afsløret, at der bliver afsat flere penge til ubåde og bombefly både udvikling af et nyt samt opdatere de gamle B-52 bombefly, som har fløjet siden 1950’erne. Der bliver altså masser at slås om for Kongressen og Pentagon, når budgettet over de næste måneder skal forhandles på plads – sådan plejer det i hvert fald at gå.

Læs også

Skjulte optagelser afslører CNN’s politiske agenda – eller gør de?

Kongressen

Farlig udvikling i Højesteret omkring mørklægning af afgørelser

Emil Friis Lauszus

“Biden forsøger at reetablere USA’s muligheder for at bruge soft power”

Anders Agner Pedersen

Kampen Om Amerika – USA lukker sig om sig selv

Kongressen

Bidens skatteplan trækker kun minimalt i aktiemarkedet

Kongressen

Hvorfor er filibusteren USA’s største stopklods? Det har den ikke altid været

Otto Lykketoft