Ændrer Trump immigrationskurs efter Bannons fyring?

Donald Trump lovede inden valget, at han ville sætte hårdt mod hårdt over for den indvandring, som han lige nu mener truer amerikanerne. Nationalisten Stephen Bannons ansættelse som chefstrateg gav lovning på, at han ville levere. Nu er Bannon ude og det store spørgsmål er nu – hvad får det af betydning for Trumps immigrationspolitik?

Syriske flygtninge kan være den ultimative trojanske hest, og Obama planlægger at tage imod 200.000 stærke, unge mænd derfra, som med garanti har tilknytning til ISIS. USA tjekker nemlig slet ikke baggrunden på flygtninge, før de bliver lukket ind.

Det mente Trump at vide, da han under valgkampen harcelerede over den daværende administrations flygtningepolitik.
Den nu afskedigede chefstrateg, Stephen Bannon, lærte Donald Trump effekten af en god løgn. Og at præsidenten nu lyver om stort set hvad som helst for at vinde er en for længst vedtagen sandhed blandt hans iagttagere. Men under den hårde retorik ligger en politik, som ofte forsvinder i larmen fra hans forbandelser. Spørgsmålet er, om politikken er lige så hård, som retorikken indikerer. Eller om der for Trump, i modsætning til rådet fra Theodore Roosevelt, snarere er tale om en masse tough talk og en meget lille kæp.

I første del af artikelserien om Trumps immigrationspolitik undersøger vi hans forhold til legal immigration. Det har ikke været det område, hvor Trump har lagt størst politisk kapital, men han har dog i tre omgange støttet initiativer for at begrænse indvandringen til USA.

Det ene havde til formål at halvere det antallet af indvandrere til USA med 50 procent. Trump har offentligt støttet lovforslaget og dermed appelleret til sin nationalistiske base, men han har ikke brugt meget tid på at kæmpe for at få det igennem, og det er nok klogt. Kongressen kommer nemlig aldrig til at godkende det, hvis det skulle komme til afstemning.

Det andet var, da han satte spørgsmålstegn ved, om det nu også kan være rigtigt, at alle født i USA skal have ret til at blive amerikanske statsborgere. Det er de fleste juridiske eksperter meget enige om, at det kan, og at bryde med det er sandsynligvis at bryde med forfatningen. Så heller ikke den målsætning bliver nogensinde til praksis, hvilket nok heller ikke var baggrunden for hans udmelding. Det ligner mere en Bannon classic tiltænkt ”the silent majority,” som stemte på Trump.

Til sidst er der det omdiskuterede indrejseforbud, hvor han med hiv og sving fik hevet en lille sejr hjem. Højesteret dømte nemlig Trumps andet og efter egne ord ”udvandede og politisk korrekte version” af indrejsestoppet fra seks lande for delvist lovligt, indtil de igen tager sagen op i efteråret.

Indrejseforbuddet er et delvist og midlertidigt stop for indvandring fra seks muslimske lande, hvorfra Trump mener, at der er stor risiko for terrorisme. Hans politiske modstandere har kaldt forbuddet for både uamerikansk og racistisk. Men ser man udelukkende på effekten af forbuddet, som bliver at styre, hvorfra indvandringen skal komme, så er der flere eksempler på det samme igennem amerikansk historie.

Det mest åbenlyse var, da kinesere og folk med kinesisk oprindelse fra 1882 til 1943 blev forment adgang til USA gennem Chinese Exclusion Act. Dybe racistiske tendenser og frygten for at blive oversvømmet af ”The Yellow Peril” var baggrunden for forslaget.

Et andet eksempel var da op til 2 millioner mexicanere og amerikanske statsborgere med mexicanske rødder blev tvangshjemsendt efter depressionen af hovedsageligt økonomiske hensyn.

Vigtigst af alt i kontrollen over indvandringen var dog det kvotesystem opdelt efter lande, som fra 1921 til 1965 gjorde, at næsten alle indvandrere kom til USA fra Nord- og Vesteuropa. Hvor der var stort set ubegrænset indvandring fra et land som Danmark, havde mange asiatiske lande f.eks. en kvote på blot 100 personer om året, da der i USA i perioden var ønske om at sikre den kulturelle homogenitet.

Så Trumps forsøg på at begrænse den legale indvandring fra bestemte områder med sit indrejseforbud er i sin essens ikke noget nyt. De seneste mange år har man bare gjort det på en mere indirekte, mere elegant – og nok også mere ineffektiv måde ved at prioritere personer med kompetencer, familietilknytning eller flygtningestatus.

Det er altså måden, Trump forsøger at styre tilstrømningen på, der bryder med nyere tids politik. Et decideret forbud mod indvandring fra navngivne lande på et så tyndt grundlag skal vi helt tilbage til det førnævnte kinesiske Chinese Exclusion Act for at finde. Og det blev som bekendt droppet for 74 år siden. Endnu længere tilbage skal vi, hvis vi opfatter forbuddet som religiøst betonet, som Trump ved flere lejligheder selv er kommet for skade at sige. Her er Ku Klux Klan i 1920’erne og the Know-Nothings i midten af 1800-tallet de mest oplagte eksempler på magtfulde strømninger i amerikansk politik, som kæmpede for religiøs enhed i staten.

Overordnet har præsidenten forsøgt at gennemføre den politik omkring legal immigration, som han lovede i valgkampen. Han har ikke sat alt ind på området, og det er ikke lykkedes ham at få alle ønsker igennem. Men politikken, som han har støttet, er i højere grad et brud end en fortsættelse af de sidste mange præsidenters linje på området.

Hvor den legale indvandring generelt kun er blevet mere åben og mindre diskriminerende siden immigrationsreformen i 1952 trods stærkere sikkerhedstjek efter terrorangrebet i 2001, så har Trump forsøgt dels at begrænse og dels at styre den legale indvandringen i en grad, som man skal meget længere tilbage i amerikansk historie for at finde ligheder med. Begrænsningen af den legale indvandring er sket i krisetider som depressionen i 30’erne eller anden Verdenskrig, mens politikker med så direkte en styring som indrejseforbuddet mere ligner noget, som kom ud af en periode, hvor ønsket om kulturel enhed i USA vandt bred tilslutning i befolkningen.

Denne artikel er den første af en serie på tre om Trumps immigrationspolitik. Læs del to i morgen her på Kongressen.com, hvor Ask Larsen ser nærmere på spørgsmålet om illegale immigranter.