America, we need to talk…
4. juni 2018  //  Af:   //  Analyse, Forlag, Nyheder, Perspektiv  //  Ingen kommentarer
Print Friendly, PDF & Email

Anders Agner Pedersen, Agnete Wismer og Søren Dal Rasmussen udgiver i dag bogen ’Krigen På Capitol Hill’. Kongressen.com bringer her bogens åbningskapitel.

Af Anders Agner Pedersen, Agnete Wismer og Søren Dal Rasmussen

Hvad er mest populært? Maddiker, Nickelback eller Kongressen? Nej, det er ikke en joke. En sådan meningsmåling er faktisk blevet foretaget. Svaret lød, at både maddiker og verdens mest udskældte rockband var at foretrække frem for de folkevalgte på Capitol Hill.

Amerikanernes tillid til den ellers så magtfulde og ikoniske institution med de to kamre er til at overse. I løbet af de seneste år har målingerne vist et stabilt, elendigt resultat: Omkring hver tiende vælger synes, at deres senatorer og kongresmedlemmer kan være deres indsats bekendt. Det er historisk lavt, det er bekymrende og det er en yderst central grund til, at det amerikanske demokrati er i dyb krise.

I de seneste år er Washington blevet symbolet på alt det, der er galt med amerikansk politik. En af de sikreste veje til succes som politiker var at lange ud efter Washington. Alting blev Washingtons skyld. Washington blev fjendebilledet, som alle kunne forholde sig til. Og som det blev nemt at enes om ikke at kunne lide. Og stedet, der blev det fysiske symbol på al Washingtons elendighed, var den ellers så smukke kongresbygning på Capitol Hill.

En sådan følelse opstår selvfølgelig ikke ud af den blå luft. Der er rigtig mange gode grunde til, at amerikanerne er dødtrætte af de politikere, de selv har været med til at vælge til Kongressen.

For i en tid, hvor mange amerikanere fortsat mærker effekten af krisen, har det været så som så med løsningerne fra de mennesker, der ellers havde lovet at finde dem, nemlig politikerne. Senatorerne, kongresmedlemmerne med videre har over en bred kam solgt vælgerne varm luft. Solgt dem tom snak uden handling. I stedet har dysfunktionaliteten ligget som en dyne ned over Washington og gjort, at stort set intet konstruktivt er kommet ud af kongresbygningen.

Tværtimod har den daglige skyttegravskrig mellem Demokraterne og Republikanerne ført til en stadig større politikerlede over hele landet.

Det er grunden til, at millioner af amerikanere nåede frem til konklusionen, at det rigtige at gøre ved præsidentvalget den 8. november 2016 var at stemme på en mand uden ét eneste minuts politisk erfaring. Og mange af dem så netop dette som en af hans primære styrker. Hvorfor? Jo, for så var han ikke en del af det system, der havde svigtet dem, og det kunne måske – men også kun måske – bane vejen for en løsning. Det kunne i hvert fald ikke blive værre end det var nu, var den holdning, vi alle tre blev mødt med, da vi dækkede valgkampen for Kongressen.com og i den forbindelse mødte vælgerne rundt om i delstaterne.

Onsdag den 9. november kl. 02.31 lokal tid stod det klart, at vælgernes ønske om at sende systemet i Washington en lige højre, var endnu mere dybfølt og gjaldt for endnu flere, end nogen af os havde forudset. Og at det dermed betød, at USA’s 45. præsident var en mand uden nogen form for politisk erfaring, nemlig Donald J. Trump.

Anders og Søren dækkede begge valgnatten fra D.C., mens Agnete dækkede den fra den afgående præsident Obamas hjemby, Chicago. Begge steder var følelsen noget, der bedst kan beskrives som granatchok. Folk stod rundt om i gaderne og græd. Hvis de da ikke råbte i afmagt eller bare stod og stirrede tomt ud i luften.

Washington havde omsider spillet fallit. Vælgerne havde fået nok. Nok af dysfunktionalitet. Nok af tom snak uden handling. Nok af senatorer og kongresmedlemmer, der kun gik op i magt og ikke i borgernes ve og vel. Nok af alt det, Washington var blevet symbolet på. Så nu havde de altså sendt en mand dertil, som de gennem 14 år havde set i tv fremstillet som en succesfuld forretningsmand, der fyrede folk i den bedste sendetid, mens han selv tjente styrtende med penge.

”Make America Great Again!” havde Trump fra starten understreget i sin anti-establishment-valgkamp, hvor han dagligt tævede løs på Washington med løftet om at ”Drain the swamp” hvis han blev præsident. Det var lige noget, vælgerne kunne lide at høre. Så meget, at de var villige til at se gennem fingre med, at Trump overhovedet ikke havde kompetencerne til at bestride verdens mægtigste politiske embede. Han var outsideren, der kunne ruske op i alt det, der ikke virkede, og det var det, der var brug for.

Det var svært at se for sig, hvordan Trump skulle være løsningen på alle problemerne. Tværtimod var der mere, der talte for, at han ville forstærke den vrede, den utilfredshed og den frustration, der allerede var blandt mange amerikanere. Hans person ville være medvirkende til, at skyttegravskrigen i Kongressen ville fortsætte, fordi Demokraterne ikke ville være med til noget som helst, der kunne styrke ham. Samtidig ville mange af hans egne valgløfter clashe så voldsomt med hans egne partifællers synspunkter på centrale områder som sundhed, skat, immigration og infrastruktur, at de formentlig ikke ville kunne enes internt, selv om de havde flertallet i begge Kongressens kamre. Hvilket kun ville forstærke vreden blandt vælgerne yderligere.

For amerikanerne var vrede. Og det er de stadig. Både ved konventerne i Cleveland og Philadelphia var stemningen ophedet og hadsk, nøjagtig som det var tilfældet generelt undervejs i valgkampen rundt om i delstaterne. Både ved kysterne, i Syden og i Midtvesten. Amerikanerne havde simpelthen fået nok. Vreden mod Washington havde bygget sig op gennem flere år og valget af Trump var den foreløbige kulmination.

Klokken var over fire om morgenen den 9. november 2016, da Anders slentrede gennem Dupont Circle kvarteret til sin lejlighed på New Hampshire Avenue. Hvad var det, der var sket? Hvordan var det kommet så vidt? ”America, we need to talk …” skrev Anders i en hurtig note på sin iPhone på vej hjem.

I ugerne efter valgdagen begyndte vi sammen at tale om, at der selvfølgelig ventede en stor og vigtig opgave i at dække Trumps præsidentskab. Men at det var mindst lige så vigtigt at få afdækket den vrede, vi havde oplevet blandt amerikanerne undervejs i valgkampen. Både hver for sig og sammen. Det handlede ikke kun om at beskrive de orange flammer, men i lige så høj grad om at forstå, hvordan og hvorfor ilden overhovedet var opstået i første omgang. For den blev næppe slukket lige foreløbig.

Mange af de begivenheder, der har været med til at danne grobund for amerikanernes dybe had til Washington, fandt sted før Trump kom på banen som præsidentkandidat. Derfor er det her heller ikke en bog om Donald Trump eller 2016-valgkampen. Den bog er skrevet og har titlen ’Glimt Af Et Præsidentvalg’.

Det her er bogen om den vrede, der førte til, at millioner af amerikanere til sidst nåede frem til konklusionen, at det eneste, der kunne ændre på Washingtons elendighed, var at sætte en outsider uden erfaring i spidsen for det hele. Og se om det hjalp.

Vores søgen på en forståelse af den amerikanske vrede har taget os rundt i talrige amerikanske delstater og bragt os i kontakt med helt almindelige amerikanere, der på hver deres måde har kigget mod Washington efter hjælp, men følt sig svigtet. Alt fra hjælpearbejderne på Ground Zero, til forældrene i Newtown, der prøvede at få strammet våbenloven efter tragedien på Sandy Hook skolen kort før jul 2012. Ganske almindelige amerikanere som diabetikeren Natascha i Maine, hvis liv afhænger af Obamacare og David Grubb fra West Virginia, hvis datter Jessie blev et af opiod-epidemiens mange ofre. Deres baggrunde er vidt forskellige, men de har alle dette til fælles: De satte deres lid til Washington og følte sig svigtet.

I den stund, hvor de var allermest skrøbelige og mere end nogensinde havde brug for lederskab og handlekraft, endte det som så ofte før på Capitol Hill med varm luft og mudderkastning. Uden nogen form for konkret handling.

Det er historier som disse, der er medvirkende til, at kun hver tiende amerikaner mener, at deres politikere i Kongressen kan være deres indsats bekendt. Det er historier som disse, der var med til at skabe rammerne for Trumps valgsejr. Og det er historier som disse, der gør at hadet og vreden mod Washington ikke går væk lige foreløbig. Heller ikke selv om Trump vandt valget i 2016. Tværtimod. For krigen på Capitol Hill er fortsat ufortrødent. Ja, om muligt med endnu voldsommere styrke end før valget.

Med ’Krigen På Capitol Hill’ er det vores ønske at fortælle historierne om nogle af de mange politiske slagsmål, der har været medvirkende til, at Kongressen i skrivende stund fortsat er mere upopulær end maddiker og Nickelback. Det burde ikke være muligt, men er ikke desto mindre realiteterne. Og det er hverken fordi Nickelback er begyndt at lave gode plader eller maddiker har fået deres folkelige gennembrud. Det handler om, at politikerne på Capitol Hill, både Demokrater og Republikanere, dagligt gør det yderst vanskeligt for amerikanerne at holde af dem. De slås, de skændes, de kaster med mudder, og de graver grøfterne stadig dybere. Alt sammen med resten af USA som hovedrystende vidner. Og kun cirka hver tiende synes, at det kører som det skal på Capitol Hill. Ingen af os har i øvrigt haft held med at finde så meget som en eneste af den lille gruppe, der svarer ja, på spørgsmålet om Kongressen gør et godt stykke arbejde. Det er noget lettere at finde dem, der foretrækker maddiker og Nickelback. Og selv om det burde være omvendt, så er det desværre virkeligheden.

Det er den virkelighed, vi med ’Krigen På Capitol Hill’ har forsøgt at skildre.

Køb ‘Krigen På Capitol Hill’ her

Om forfatteren:

Skriv et svar

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.