Ny dokumentar om det militante parti The Black Panthers er blevet højaktuel efter talrige drab på ubevæbnede sorte teenagere – skudt af hvide betjente. I dag kæmper bevægelsen Black Lives Matter den samme kamp, som panterne gjorde i 1960’erne. Dokumentaren minder amerikanerne om, hvor lidt der er sket.
NEW YORK: Motown-musikken fra højtalerne forstummer. Biografens mørke sænker sig, og publikum bliver til silhuetter i den lille sal i SoHo, New York.
Sorthvide billeder af unge mænd og kvinder i læderjakker og rullekraver med baret og afrohår flimrer over skærmen. Knyttede næver. Demonstrationer. Vrede. Betjente, der slår løs med knipler og stave. Året er 1966, og der er oprør og grøde blandt det sorte Amerika.
Publikum er kommet for at se dokumentaren The Black Panthers: The Vanguard of The Revolution om det militante parti The Black Panthers, der krævede retfærdighed og værdighed for sorte amerikanere gennem to årtier. Partiet opstod som en reaktion på politiets brutalitet og racisme. Unge mænd organiserede sig, og lovligt bevæbnet med rifler fulgte de efter politiet for at sikre sig, at deres brødre og søstre blev behandlet ordentligt.
Instruktør Stanley Nelson påbegyndte sit arbejde for syv år siden, og i mellemtiden er dokumentaren blevet højaktuel med de mange drab på sorte ubevæbnede teenagere, der er blev skudt – fortrinsvis – af hvide betjente det seneste år. Fra 18-årige Michael Brown i Ferguson, Missouri, den 9. august 2014 til Christian Taylor i Arlington, Texas, den 7. august 2015.
I dag har bevægelsen Black Lives Matter på mange måder taget over, hvor Black Panthers slap. Den nye bevægelse fremspirede – ligesom Black Panthers gjorde det – som et oprør mod politiets vold mod sorte amerikanere:
Ifølge Washington Post har politiet dræbt mindst 60 ubevæbnede personer alene i 2015 – 40 procent af dem har været sorte mænd, selv om denne gruppe blot udgør seks procent af befolkningen.
Black Lives Matter startede som et hashtag på Twitter efter drabet på Michael Brown i Ferguson, men har i løbet af det seneste år vokset sig til en egentlig bevægelse med politisk vægt og demonstrationer i stort set samtlige stater fra Chicago i nord til Houston i Syd, og fra New York i Øst til San Francisco i Vest.
Der er god grund til, at Black Lives Matter har skabt momentum. Det sorte Amerikas oprør og vrede er nemlig fortsat berettiget. Statistikkerne taler for sig selv. Og det er ikke kun politibrutalitet, der har en bemærkelsesværdig slagside i dagens USA. De sorte amerikanere er fortsat langt fattigere og langt mere arbejdsløse end hvide amerikanere. Bare for at nævne to forhold.
Vrede og mistillid til politiet
Black Lives Matter er ikke militante, ligesom Black Panthers var det. De benytter fredelige metoder som dialog og demonstrationer. Men deres retorik er blevet mere hård, mere rå. Blandt andet fik Black Lives Matter i august kritik for under en march at have råbt: ”Pigs in a blanket. Fry’em like bacon!”. Pigs referer til politiet og slagordene minder i øvrigt om noget, som Black Panthers råbte i 1960’erne og 1970’erne, nemlig: ”Pick up a gun, pick up a gun, put the pigs on the run!”.
Alene i år er 24 betjente blevet skudt og dræbt af borgere – senest den texanske betjent, Daren Goforth, der blev skudt på klods hold, mens han tankede benzin. Drabsmandens motiv er endnu ukendt, men flere har peget på retorikken og vreden mod det amerikanske politikorps, anført af Black Lives Matter, som en mulig årsag til de mange drab på betjente. Som sherif Ron Hickman sagde på en pressekonference kort efter drabet på sin kollega:
”Når retorik fører til koldblodig henrettelse, så er retorikken gået for vidt. Vi har hørt, at sorte liv har betydning. Ved I hvad, betjentes liv har også betydning. Så lad os i stedet for sige: Liv har betydning”.
Ron Hickman fik meget kritik for sin udtalelse, blandt andet fordi Black Lives Matter ikke promoverer vold mod politiet, eller mod nogen andre for den sags skyld, og fordi sheriffen med sin udtalelse gjorde alle sympatisører med bevægelsen til medskyldige i drabet.
En af kritikerne var skribent på Washington Post, Janell Ross, som skrev i en klumme:
”Når folk siger, at sorte liv har betydning, er det fordi, at denne nation ofte har gjort det klart, at den ikke er enig i det. Frasen black lives matter betyder ikke – og har aldrig betydet – at politibetjentes liv, eller nogen andres liv, ikke har betydning”.
Power to the people!
Lyset tændes i biografsalen. Dokumentaren har i løbet af to timer ført publikum gennem Black Panthers storhedstid og senere forfald. Instruktør Stanley Nelson og den tidligere panter Omar Barbour stiller sig op foran skærmen, klar til at besvare spørgsmål.
”Hvorfor lave filmen netop nu?”, vil en blandt publikum vide.
Stanley Nelson var 15 år og boede i New York, da Black Panthers opstod, fortæller han. Han havde aldrig set noget lignende, han var fanget, han var betaget, og han har derfor i mange år ville lave en ærlig film om partiet.
”Jeg syntes, at de fortsat var relevante i dag, at de havde noget at sige om i dag – men jeg havde ingen idé om, at de ville have så meget at sige om i dag”, siger Stanley Nelson.
Publikum griner af det absurde. Historien gentager sig for øjnene af dem. Udviklingen har skuffet. Der er ikke sket ret meget. Panterne krævede i deres 10 punktsprogram – foruden et stop for politibrutalitet – uddannelse, beskæftigelse, et retfærdigt retssystem, lighed og frihed for deres folk. Men de fik ikke realiseret ret mange af deres drømme, mener Omar Babour:
”Fattigdom og arbejdsløshed blandt sorte amerikanere er kun blevet værre. Antallet af sorte teenagere, der bliver myrdet er det samme, politibrutaliteten er den samme. Vi er samme sted”, siger han.
Det bliver det sidste ord. Publikum rejser sig i stående ovationer. Og den gamle panter, Omar Barbour, hæver sin knyttede hånd endnu engang:
”Power to the People!”
’The Black Panthers: The Vanguard of The Revolution’ fik premiere på Sundance Film Festival i januar i år og vises lige nu flere steder i USA. Det er endnu uklart, om dokumentaren vil blive vist i danske biografer.
You must be logged in to post a comment Login