Demokraterne var helst fri for Hillarys ‘taberbog’
12. september 2017  //  Af:   //  Analyse  //  Ingen kommentarer
Print Friendly

Det er højest usædvanligt at taberen af et præsidentvalg stryger i blækhuset og forfatter en skrivelse om nederlaget. Ikke desto mindre er det, hvad Hillary Clinton har gjort med bogen ‘What Happened’, der udkommer i dag. Bogen tegner til at blive en bestseller, men fru Clinton skal næppe regne med gode anmeldelser fra sit eget parti. Tværtimod.

Af Anders Agner Pedersen, chefredaktør, og Philip Chr. Ulrich, udenrigsredaktør

Kan du huske John McCains bog fra 2009 om hvordan han tabte 2008-valget til Barack Obama? Eller Mitt Romneys fra 2013 om, hvordan heller ikke han evnede at besejre Obama? Nej? Ingen af dem? Hvad så med John Kerrys fra 2004 om, hvordan han tabte til præsident George W. Bush? Heller ikke? Det har sin naturlige forklaring – de findes ikke. Der er ganske enkelt ikke tradition for, at taberen af et præsidentvalg i kølvandet på nederlaget sætter sig til tasterne med det formål at udgive en bog om nederlaget. Dermed ikke sagt, at tabende kandidater aldrig kommer ind på deres nederlag litterært, men det sker som ofte når de skriver deres samlede erindringer efter de en gang for alle har afsluttet deres politiske karriere.

Forklaringen på, hvorfor det forholder sig sådan, er følgende. For det første har den tabende kandidat sjældent behov for at blive ved med at minde folk om, at de tabte. Og for det andet – og det er mindst lige så vigtigt – så ønsker den tabende kandidats parti ikke, at den tabende kandidat foretager sig noget som helst i den retning. Dels fordi det vil holde liv i indtrykket af partiet som det tabende parti, dels fordi det dermed også besværliggør processen med at partiet kommer videre efter nederlaget.

Derfor er det heller ikke med hverken jubel eller glæde, at den demokratiske partiledelse ved et besøg i den lokale boghandel kan se bogen ‘What Happened’ af Hillary Rodham Clinton stående på hylderne med politisk litteratur – og formentlig også på bestseller pladserne.

Fru Clinton har nemlig brugt noget af tiden efter det overraskende nederlag til Donald Trump sidste efterår på at skrive en mursten af en bog om valgkampen og hvad der ifølge Clinton selv er de mange forklaringer på, at hun endte med at tabe til historiens mest upopulære præsidentkandidat.

Ikke overraskende får Donald Trump mere end et par bredsider med på vejen i bogen. Andet ville også have været mærkeligt. På samme måde er det heller ikke den helt store overraskelse at den nu fyrede FBI-chef, James Comey, ikke er blandt Hillarys yndlings mennesker. Ligesom den russiske præsident Putin heller ikke er det. Det vidste vi godt i forvejen, og det bliver nu i detaljer forklaret af fru Clinton i bogen. Problemet er, at Clintons kritik kanon fortsætter skydningen. Der bliver således også sendt lidt stikpiller i retning af præsident Obama og ikke mindst må Clintons modstander i primærvalgkampen, Bernie Sanders, lægge ryg til mangt en verbal kindhest. Det var nærmest Bernie Sanders, der banede vejen for at Donald Trump i sidste ende kunne besejre hende, lyder kritikken således fra fru Clinton.

Det er angreb som dette, der gør, at det demokratiske partis ledelse er alt andet end begejstret for, at ‘What Happened’ overhovedet ser dagens lys. De har ingen interesse i at Clinton bliver ved med at rippe op i den fløjkrig, som fortsat er et problem for partiet. Nøjagtig som de heller ikke har nogen interesse i at vælgerne bliver mindet om, at en ikke uvæsentlig del af forklaringen på at den amerikanske præsident i dag hedder Donald Trump, skyldes en ganske sløj kampagne fra både Demokraterne og Hillary Clintons side. 2016-nederlaget er stadig et traume for partiet, og det bliver ikke lettere at komme over det ved at kandidaten, der leverede nederlaget, bliver ved med at holde døren åben og minde folk om, hvad der skete.

Problemet, set ud fra Demokraternes perspektiv, ved Clintons bog er desuden, at så længe hun holder 2016-døren åben, så lukker hun heller ikke 2020-døren helt. Hvilket er et regulært mareridts scenario for partiet. Lige nu er partiet stadig i vildrede over, hvilket vej man skal nu og ikke mindst hvem, man skal hænge sin hat på af kandidater. Arvefølgen er i den grad blevet forsømt de senere år, og nu hvor man står med problemer til op over begge ører, er det i hvert fald ikke med til at bidrage til løsningen at taberen af 2016-valget nu turnerer land og rige rundt med en bog om, hvordan og hvorfor man tabte i 2016 og dermed også vil blive genstand for spekulationer om et muligt 2020-kandidatur. Og ja, det er rigtigt at Clinton i et interview har afvist at være kandidat igen. En melding, der skal tages med mere end et par gran salt. Tværtimod havde der været brug for den helt store Breaking-alarm, hvis hun havde sagt: ‘Ja, selvfølgelig er jeg kandidat igen i 2020!’ Man er aldrig kandidat før man pludselig er det alligevel. Tænk bare på vores egen tidligere statsminister, der bestemt ikke var kandidat til nogen international toppost, men alligevel byttede Statsministeriet ud med NATO’s hovedkontor. Eller Richard Nixon, som efter nederlaget til Kennedy i 1960 og nederlaget ved det californiske guvernørvalg i 1962 lod forstå: ‘You won’t have Nixon to kick around anymore!’ Det havde man så alligevel, viste det sig ved valget i 1968.

Er det så det samme som at Hillary Clinton stiller op igen i 2020? Det er fortsat tvivlsomt. Amerikanerne har nu to gange haft muligheden for at gøre hende til præsident, og har begge gange afvist at gøre det. Derfor vil det være svært for hende at bygge en kampagne op for tredje gang som kan nå længere end den i 2008 eller den i 2016. Men så længe det ikke definitivt kan udelukkes, er det dårligt nyt for Demokraterne. Ikke at fru Clinton helt skal køres ud på et sidespor i Chappaqua. Hun vil sagtens kunne spille en rolle som støtte for andre kandidater eller engagere sig i sager eller fagområder, hun brænder for. Og på den måde være med til at bidrage til genrejsningen af det demokratiske parti efter trippel-kæberasleren i 2016. Husk på at partiet ikke bare tabte præsidentmagten, men heller ikke formåede at tippe flertallet i hverken Senatet eller Huset.

Umiddelbart er der ikke noget, der taler for at Demokraterne får vendt skuden på Capitol Hill ved midtvejsvalget i 2018. Tværtimod har Republikanerne vundet de fire nyvalg, der har været afholdt siden Trump tiltrådte i januar. Og hvad 2020 angår, er den oplagte kandidat fortsat svær at få øje på. Langt fra nogen optimal situation, hvilket også er grunden til at ledelsen på ingen måde ønsker en bog, skrevet af Hillary Clinton om 2016-nederlaget. Ikke desto mindre er det hvad de får, fra og med i dag i boghandlere over hele landet. Boghandlere, som i løbet af de næste måneder vil få fru Clinton selv på visit.

Hillary Clinton skal derfor næppe regne med gode anmeldelser til ‘What Happened’ fra sit eget partis ledelse. Tværtimod sukker folk som Chuck Schumer, Nancy Pelosi og resten af ledelsen endnu tungere end normalt i disse dage. For med bogen holder Clinton ikke bare liv i 2016-traumet og gør det vanskeligere for partiet at komme videre. Hun giver personen, der holder allermest af at tale om hende, flere hundrede siders ny ammunition – og den person er Donald Trump. Det ved de i det demokratiske partis ledelse, det ved Donald Trump – og det burde Hillary Clinton også vide. Ligesom hun burde vide at det ikke er i hendes partis interesse at hun udgiver ‘What Happened’. Det ved hun formentlig også godt. Hun har bare valgt at gøre det alligevel. Til Trumps store fornøjelse i øvrigt. Således delte han den anden dag et billede med Clintons bog, suppleret af en fiktiv bog med ham selv på forsiden og ordene ‘I Happened’. Det er lige præcis det, Demokraterne ikke har brug for, men som de får en gang til nu, grundet bogen.

2016-valgkampen synes med andre ord at fortsætte, selv om den sluttede for snart et år siden. Begge kandidater gør i hvert fald deres for at holde den i live. Trump ved at afholde rallies, hvor han flittigt langer ud efter Clinton. Og Clinton ved at blive ved med at kritisere Bernie Sanders, Donald Trump, James Comey med flere over at de spændte ben for hendes sejr. Mens den republikanske partiledelse måske ryster lidt på hovedet i ny og næ over Trumps fortsatte rally-trang, så tager man sig i det demokratiske partis ledelse til hovedet over Clintons bog-trang.

Den største tjeneste, de kunne ønske sig fra Hillary Clintons side, er den, de har ønsket sig lige siden nederlaget var en realitet, nemlig at hun ville påtage sig det fulde, udelte ansvar for nederlaget og lukke 2016-døren en gang for alle. Det ønske må de fortsat spejde langt efter. I stedet har de nu fået en bog om nederlaget. En ‘gave’, de helst var foruden.

Om forfatteren:

Anders Agner Pedersen er redaktør på Kongressen.com. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og New York State University med speciale i amerikansk politik. Dækkede gennem flere år dansk politik og international politik, blandt andet for Altinget i Danmark, Reportage Online i Sydney og The Holland Times i Amsterdam. Har foruden New York, boet i Sydney og Amsterdam som en del af Erasmus Mundus internationale masteruddannelse i medier, politik og globalisering. Er forfatter til bøgerne 'Kennedybrødrene', 'Da Spin Erobrede Danmark', 'Kennedys Største Taler - Fred Til Alle Tider', 'Fem År Med Obama - Forandring Vi Kunne Tro På?', 'Det Konservative Kollaps', 'Glimt Af Amerika', 'FN - Vores Sidste, Bedste Håb', 'PræsidentPortrætter', 'Glimt Af Et Præsidentvalg' og senest 'JFK100'. Har desuden bidraget med kapitler til bøgerne ‘Fiktionens Magt’ og ‘Den Amerikanske Drøm’. Skriver på en ny bog om amerikansk politik, der udkommer i foråret 2018.

Skriv et svar

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.