Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Politisk analyse

Den russiske skandale omhyller Trump-administrationen

Røg, gnister, flammer. Hver eneste uge byder på nye afsløringer i den russiske affære. Kongressen.com giver dig her et overblik.

WASHINGTON D.C.: Jared Kushner, præsident Trumps senior rådgiver og svigersøn, befinder sig pludselig i midten af den russiske skandale.

I fredags afdækkede Washington Post, at han foreslog muligheden for at sætte en hemmelig kommunikationskanal op mellem Trumps overleveringshold og Kreml til den russiske ambassadør. Kommunikationskanalen ville benytte russiske faciliteter. Kushner er i den forbindelse i FBI’s søgelys.

På samme tid rapporterede Reuters, at Kushner i tre omgange havde haft kontakt med den russiske ambassadør.

Afsløringerne er de første, der forbinder de igangværende undersøgelser til nuværende medarbejdere i Det Hvide Hus. Og de belaster en allerede sårbar præsident, der har tre undersøgelser i Kongressen og en FBI-undersøgelse imod sig. FBI-undersøgelsen inkluderer beskyldninger, der er alvorlige nok til at medføre en rigsretssag, såsom at fyre FBI-direktøren Jim Comey for at obstruere rettens gang i en kriminel undersøgelse.

Ifølge the Post snakker vi ikke om ”hemmelige kanaler” mellem laverestående diplomater eller medlemmer af administrationen, der ofte bliver sat op for at lægge grund til at forhandle på den internationale scene. Kommunikation gennem en sådan kanal ville angiveligt være skjult fra amerikanske efterretningstjenester. Den russiske ambassadør var efter sigende rystet over, at Kushner havde foreslået at bruge russiske kommunikationsudstyr på deres ambassade.

”Jeg har aldrig hørt om noget lignende,” udtalte Michael McFaul, den tidligere amerikanske ambassadør til Rusland til MSNBC.

”Det er mærkeligt på alle tænkelige niveauer.”

Kushner-brikken er en betydningsfuld udvikling, men det er stadig svært at se, hvordan den passer ind i det større puslespil omkring Trump og Russer-affæren.

Vi ved, at der groft sagt er tre forskellige spor.

1) Efterretningsudvalgene i Senatet og Huset undersøger, hvordan Rusland forsøgte at påvirke valget i 2016.

2) To andre udvalg i Senatet og Huset kigger på den fyrede nationale sikkerhedsrådgiver Michael Flynn og Comey-fyringen.

3) FBI-undersøgelsen, der for nyligt hyrede en anden tidligere FBI-direktør Bob Mueller til at afdække mulige forbindelser mellem Trump-kampagnen og Rusland og kriminel aktivitet forbundet med det eller forsøg på at feje noget ind under gulvtæppet.

Kongressen.com skrev i marts, at der stadigvæk ikke en rygende pistol, der viser, at personer fra Trump-kampagnen kendte til Ruslands indsats eller koordinerede med medlemmer af den russiske stat og deres forsøg på at påvirke præsidentvalget.

Men det er værd at huske på, at selvom vi ikke kender til hemmelig koordinering endnu, så er der rigeligt med åbenlys kommunikation mellem Trump og Rusland undervalgkampen.

Endnu en mulig forbindelse kom frem i sidste uge, da Wall Street Journal rapporterede, at en republikansk konsulent i Florida modtog privat data fra en hacker, der havde stjålet det fra det demokratiske parti. Konsulenten Aaron Nevins skrev til hackeren Guccifer 2.0, at han gerne måtte sende Florida-data til ham. Amerikanske efterretningstjenester og private cybersikkerheds-firmaer vurderer, at Guccifer 2.0 er en front for det russisk militærs efterretningstjenester.

Nevins modtog kort tid efter 2,5 gigabyte med privat analyser om stemmedeltagelse, som han lagde ud på sin blog med sin egen analyse. Den slags data er en af de mest beskyttede typer under en valgkamp, siden det er fundamentalt i at lægge strategi og vælge taktikker. Senere sendte hackeren et link til Nevins analyse til Roger Stone, der har en lang historie med Trump og sporadisk var involveret i kampagnen.

Det føderale agentur for valg overvejer også, om de skal forfølge en sag om russiske agenter købte Facebook-reklamer for at sprede falske historie om den demokratiske kandidat Hillary Clinton.

Dette spor virker stadig uudforsket, men det kunne føre til de mest klare eksempler på, hvordan russerne formelt eller uformelt kunne koordinere med Trump-kampagnen på en måde, der ville give politiske fordele, de ikke kunne læse i medierne.

Alt imens administrationen er omhyllet i skandale, synker deres lovgivningsmæssige agenda dybere ned i kviksandet. Sundhedsreformen ser ud til at få det svært i Senatet, hvor Husets version ikke har en chance for at blive stemt igennem. Skattereform virker mere som en drøm end en reel mulighed. På the hill hvisker de om en kommende katastrofe og moralen er lav.

Selvom præsident Trump er enormt upopulær er der ikke mange tegn på, at det Republikanske parti er klar til at forlade ham. Det kan hurtigt ændre sig, hvis udsigterne til at udrette noget forbliver mørke, eller hvis den Republikanske kandidat taber i GA-06. Hvis flere republikanere gør som Jason Chaffetz gjorde for nyligt og går på pension, skaber det yderligere pres på administrationen. Og tilsammen øger det incitamenterne for at modsige præsidenten.

Det er stadig et åbent spørgsmål, hvorvidt der findes beviser, der juridisk ville kunne ramme personer i Det Hvide Hus. Og Republikansk loyalitet i Kongressen overfor Trump har indtil videre været tæt på diktatorisk. Men politisk er russer-affæren en 500 kilo fodlænke omkring Trump-administrationens ankel. Med en håndful undersøgelser undervejs kommer det til at ramme dem på et tidspunkt. Spørgsmålet er hvornår og hvor alvorligt.

At vi ikke kan udelukke en rigsretssag og magtskifte i Huset, ja selv i Senatet, hvor Republikanerne har enorme strukturelle fordele i 2018, taler for sig selv.

Søren Dal Rasmussen er uddannet journalist fra Syddansk Universitet og MA i 'Elections and Campaign Management' fra Fordham University i New York. Han er medforfatter til bogen 'Krigen på Capitol hill' og har bidraget til bøgerne 'PræsidentPortrætter', 'Glimt Af Et Præsidentvalg' og 'JFK100'. Bor til daglig i Washington D.C. og er tilknyttet Kongressen.com som politisk analytiker.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen