Første år i Trumps verden
9. november 2017  //  Af:   //  Analyse, Sikkerhedsrådet  //  Ingen kommentarer
Print Friendly

Det er et år siden Donald Trump blev valgt som præsident, og dermed også blev Commander-in-Chief og lede landets udenrigspolitik. Året har været præget af kaos, teatertorden, bekymringer og også lidt stabilitet.

Det var med stor bekymring at man på den europæiske side af Atlanten fulgte den amerikanske valgkamp. Donald Trumps udmeldinger var markante og stillede spørgsmålstegn ved ting, som vi troede var grundfæstede fakta i international politik. At han så blev valgt til præsident gav yderligere anledning til grå hår.

Et år senere kan vi konstatere, at der er selvfølgelig nuancer til Donald Trumps udenrigspolitik. Hans mantra om ”America First” er jo ikke noget, man ikke har hørt før fra USA. Basalt set så blev Barack Obama og George W. Bush også valgt på udenrigspolitiske ”America First” agendaer. Så der har været ting ved den amerikanske udenrigspolitik i det første år med Trump, som har været indenfor normalen af hvad man kunne forvente af en republikansk præsident. Nogle gange i grænseområdet for normalen, men stadig normalt. Det er det budskab, som lyder fra den danske ambassadør i Washington D.C. Lars Gert Lose.
Men der er stadig ting at være bekymrede for. Donald Trumps meget bramfrie stil betyder, at der er en øget risiko for fejl og provokationer – ligesom vi ser det ift. Nordkorea – og allierede og partnere skal også stadig vænne sig til præsidentens åbne udenrigspolitik på Twitter.

Grundlæggende har vi at gøre med en præsident, som fører udenrigspolitik i højere grad rettet mod sin vælgerbase end allierede hovedstæder, og som kan være med til at give plads til aspirerende stormagter, som ønsker en fremtrædende plads på verdensscenen.

Et uroligt billede

Der er gået meget lang tid med interne opgør i Det Hvide Hus mellem en række af Donald Trumps rådgivere. Disse magtkampe har betydet at amerikansk udenrigspolitik i mange måneder var mildest talt slingrende. Budskabet fra præsidenten kom helt an på, hvem af rådgiverne som havde overtaget på det givne tidspunkt. Var det den nationalistiske og ortodokse fortaler for ”America First” – Steve Bannon, den mere moderate Jared Kushner eller de traditionelt tænkende som f.eks. James Mattis og H.R. McMaster, som havde overtaget? Det havde stor betydning for budskabet.
Nu lader der til at være kommet mere ro på bagsædet efter at Trumps stabschef John Kelly har fået ryddet lidt op. I det mindste svinger vi ikke fra at NATO er forældet og at USA er ligeglade med alliancen det ene øjeblik til at NATO er en grundpille i amerikansk udenrigspolitik det næste øjeblik.

Men der har også været et blandet billede af amerikansk udenrigspolitik af den simple årsag, at virkeligheden ind i mellem er svær at få til at passe til sine valgløfter.
At Trump beordrede bombning af en syrisk luftbase i kølvandet på et angreb med kemiske våben var bestemt ikke del af valgprogrammet. Heller ikke en forøget mangeårig tilstedeværelse i Afghanistan var en del af præsidentens løfter til sine vælgere. Men virkeligheden har dikteret, at sådan var man nødt til at agere som USA’s præsident.

En republikansk udenrigspolitik – og så alligevel ikke

På flere punkter er det en ret klassisk republikansk udenrigspolitik vi har været vidner til. At USA trak sig ud af Paris-aftalen kunne lige så vel være sket under en anden republikansk præsident. Faktisk kan man være fræk og mene, at Trumps internationale klimapolitik er en tilbagevenden til et klassisk amerikansk kontrært forhold til indsatsen mod global opvarmning.
Ligeledes har man før hørt skepsis mod frihandel, dog ikke helt så firkantet og højrøstet som med Trump, men dog alligevel en skepsis.

På disse områder spiller Trump til sin republikanske vælgerbase fra den del af partiet som i øjeblikket er styrende.
Og her er det Trumps udenrigspolitik begynder at adskille sig markant fra tidligere.

For Donald Trump spiller i langt højere grad direkte til sin vælgerbase, når han fører udenrigspolitik. Han har lovet en hårdere og mere kompetent Commander-in-Chief end forgængeren, og derfor hører vi den hårde retorik – både når det kommer til frihandel, atomaftale med Iran eller krigstrusler mod Nordkorea. Det er for at vise overfor sine vælgere, at de har valgt rigtigt og at han er klar til at udfylde den rolle de ønskede af ham.

Højrisiko strategi

Risikoen ved Trumps højtråbende og ucensurerede måde at føre udenrigspolitik fører dog en høj risiko med sig.
Der kommer stadig firkantede og højst overraskende udmeldinger ud fra præsident Trump – primært af 140 tegn på Twitter. Dette gør at USA’s allierede stadig ikke er helt sikre på, hvor de har USA. For de asiatiske allierede vil de næste par dages besøg af præsidenten blive brugt på at finde ud af hvor man har supermagten.

Det samme gælder de europæiske allierede, som trods nu gentagende forsikringer fra Trump og hans ministre om at USA selvfølgelig står bag NATO og Artikel 5, så er der stadig en nagende urolighed: Vil han mon ændre mening lige pludselig?

Denne usikkerhed blandt allierede er risikabel for USA, idet allierede og partnere kan begynde at kigge efter lederskab andre steder end Washington D.C.
Nummeret til Washington er ikke længere det eneste nummer, som det var da Henry Kissinger spurgte hvad nummeret var til Europa. Fair nok, vi er stadig et godt stykke fra at få et nummer til Bruxelles, men i Asien er spørgsmålet om en række amerikanske partnere ikke vil være tilbøjelige til at ringe til Beijing i de kommende år? Kina står i hvert fald klar til at overtage USA’s ledende rolle i regionen, og de omkringliggende lande er stadig ikke klar over, om de kan regne med USA’s støtte.

En anden risiko ved præsidentens udenrigspolitiske stil er en øget risiko for fejltagelser. Det har vi set hen over sommeren og frem til i dag i forhold til Nordkorea, hvor præsidentens skarpe retorik har bragt verdenssamfundet længere ud på sædet af stolene, end man har været det i mange år. Om præsident Trump kan gennemføre den balancegang bliver et af de helt store spørgsmål for amerikansk udenrigspolitik.

Om forfatteren:

Philip Chr. Ulrich er udenrigsredaktør på Kongressen.com og har ansvaret for 'Sikkerhedsrådet'. Han er cand.mag. i amerikanske studier fra Syddansk Universitet med studieophold i Amsterdam. Han har tidligere arbejdet som fuldmægtig ved Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet, og ved Civil-Military Cooperation Centre of Excellence i Holland. Forfatter til 'Obama Doktrinen' og blandt bidragyderne til ‘Fem År Med Obama – Forandring Vi Kunne Tro På?’, ‘Fiktionens Magt’ og ‘Den Amerikanske Drøm’.

Skriv et svar

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.