Kan Cuomo falde i New York?

Den demokratiske guvernør i New York, Andrew Cuomo, lignede længe en mand, der havde kurs mod et sikkert genvalg. Men partifællen, skuespillerinden og aktivisten Cynthia Nixon ville det anderledes og giver lige nu Cuomo kamp til stregen. Spillet er lige nu åbent i New York.

NEW YORK CITY: For et par uger siden blev guvernør Andrew Cuomo hylet ud af protester udenfor et møde med The Independent Democratic Conference(IDC), en gruppe af otte Demokratiske delstats senatorer der stemmer med New Yorks Republikanere fremfor sammen med deres eget parti. Cuomos hastige gang væk fra protesterne var ydmygende, især da han kort før havde lovet at stoppe sit samarbejde med den upopulære gruppe og kræve dens opløsning. En anden abrupt retræte skete da han trak sig ud af afstemningen om tredjepartiet Working Families Party(WFP) støtteerklæring i et forsøg på at splitte det, da det blev klart at han i modsætning til sidste valg ikke ville modtage dets velsignelse.

Andrew Cuomo er pludselig blevet en jaget mand. For blot få måneder siden havde han en popularitetsstatistik på 60 procent, men en korruptionssag omkring en nær politisk adjudant og den overraskende entusiasme der bader hans udfordrer, Cynthia Nixon, i tilbedende mediedækning, gejst og valgmæssig momentum har på meget kort tid gjort hans position usikker med tilfredshedsmålinger under 50 procent.

Dette var ikke planen. Cuomo skulle have sikret en tredje periode som New Yorks guvernør og på baggrund af sit historisk kendte efternavn og produktive og evnerige tid i delstatshovedstaden i Albany gøre det hans far og mangeårige tidligere guvernør Mario Cuomo aldrig formåede: at stille op og vinde det Demokratiske partis nominering til præsidentkandidat.

Som leder af én af de vægtigste stater i USA med evne til at lave seriøs og afprøvet politik henover midten med støtte fra grupper som IDC, skulle han have været en udfordrer af den gamle skole til Republikanernes Donald Trump i 2020.

Nu synes denne afprøvede og respektable vej til det højeste embede i landet meget tvivlsom.

Cynthia Nixons kandidatur har givet New Yorks vælgere et autentisk alternativ der udstiller den underliggende utilfredshed mange har følt vedrørende Cuomo. Nixon er alt hvad han ikke er: et karismatisk og friskt pust der åbent og modigt har kæmpet for sine politiske overbevisninger som aktivist på gadeplan i direkte kontrast til Cuomos machiavelliske spil med de udvalgte magtfulde få i de inderste politiske gemakker.

Hun kan legitimt gøre sig til repræsentant for den progressive populisme der har fået liv siden 2016 i det Demokratiske parti, da hun i modsætning til Cuomo har en påviselig historie af at kæmpe for gennemgribende venstreorienteret reform af folkeskoler, almen boligpolitik og fængselssystemet – som alle er søjler i hendes guvernørkampagne.

Cuomo har som guvernør gennemført mange progressive nøgletiltag: lovliggørelse af homoseksuelt ægteskab, indfasning af 15 dollar minimumsløn, gratis uddannelse ved New Yorks offentlige universiteter, betalt barsel, stram våbenlov og en for nylig også en millionærskat .

Men selvom han har været på forkant med disse populære standpunkter – New York lovliggjorde homoseksuelt ægteskab før højesteretten gjorde det til national lov og 15 dollar minimumsløn vil kun have en chance på landsplan hvis Bernie Sanders vinder i 2020 – så har han kun gjort det nølende, snerrende og under pres fra aktivistiske grupper.

Med Nixons stigende trussel forsøger Cuomo nu febrilsk at rykke mod venstre, men det virker kalkuleret så sent i hans embedsperiode. Det er også et ekko af hans forrige valg hvor han lovede mange gaver, men har leveret på få af dem. Folk køber ikke længere at hans skyldsfralæggelse på den lovgivende majoritet udgjort af Republikanerne og IDC. Den teknokratiske midte er Cuomos naturlige hjem – ikke et sted han er tvunget til at føre politik af hensyn til kompromiser.

Hans oprindelige agenda havde oprydning i New Yorks politiske korruption som dets centrale sag, men den almindelige betragtning er at han blevet slugt af systemet han lovede at ændre. Hans uendelige fejde med New York Citys borgmester Bill de Blasio over især mangelfuld investering i og vedligeholdelse af byens almene boligbeholdning hvis budgettering i høj grad er afhængig af delstatsstyret i Albany hjælper heller ikke.

Penge til New Yorks subway system kontrolleres også fra guvernørsædet og det notorisk upålidelige offentlige transport har lidt af underinvestering i mange år – toge er dagligt forsinkede og L-linjen, der er en central forbindelse mellem Brooklyn og Midtown Manhattan, vil nu blive overskåret ved East River. Vi skal alle sammen tage færgen i stedet for køre igennem tunnelen, virkelig Cuomo? ”Oy vey, what a shanda!” sukker hele perronen når F-toget pludselig kører på E-sporet af ingen som helst grund.

To ting som alle New Yorkere har til fælles er at de ikke har tid til at være forsinkede med toget og slet ikke for at komme sent hjem til deres overdyre lejligheder hvis leje er steget kraftigt som funktion af mangelfuld boligpolitik – hvoraf meget i nyere tid kan lægges for Cuomos dør.

I 2014 gjorde Zephyr Teachout, en juraprofessor ved Fordham Universitet i Bronx, det overraskende godt i det Demokratiske primærvalg på en progressiv platform overfor Cuomo. Hun havde især held til at mobilisere statens nordlige del omkring et forbud imod den såkaldte ”fracking” olie og gasudvinding som forbindes med stor skade på miljøet, men hun manglede støtte i New York City på statens sydspids på trods af at dette burde være den absolutte højborg for venstreorienterede Cuomo-kritikere.

Problemerne omkring husmangel og transportsystemet er dog kun blevet værre siden da, og idet Cynthia Nixon er en livslang New Yorker, med rødder i lokalpolitik og dertil den yderligere forbindelse til byen ved hendes kendte rolle som ’Miranda’ i tv-serien ’Sex and the City’ burde hun få de stemmer hun skal bruge fra New York City.
Hovedrysten over popularitetskonkurrence og kendtheder i politik har hun relativt hurtigt rystet af sig ved at vise sig som en meget sober og erfaren politisk aktør til et punkt hvor det kun er gnavne insidere i det Demokratiske parti, og et par kværulerende politiske kommentatorer i New Yorks medier der mener dette skulle være en grund til at hun ikke kunne være en god guvernør.

Hendes fokus på økonomisk ulighed, strukturel undertrykkelse af ikke-hvide New Yorkere og elitens penge i politik er tidssvarende og hvad flertallet af Demokratiske vælgere ønsker. Hendes seriøsitet, demonstreret ved mange års aktivisme, og oprigtigheden i hendes overbevisninger er unægtelige. Hun kunne meget vel være den rette kandidat til det rette tidspunkt.

Ved første øjekast kunne det ligne at Nixon ingen chance har siden hun i aktuelt ligger omkring en måling på 27 procents opbakning til Cuomos 58 procent i det Demokratiske primærvalg – men dette niveau er nået på yderst kort tid ved et procentmæssigt indhug i Cuomos tårnhøje føring på 16 procent siden hun startede sin kampagne . I 2014 fik Zephyr Teachout et langt bedre resultat end målingerne viste, hun havnede på 33 procent hvilket er omkring hvor Nixon ifølge nogle målinger ligger allerede nu, hvorfor der er grund til at tro hende valgmæssige loft kunne være langt højere.

Læg oven i dette Nixons kendte ansigt og Cuomos smuldrende popularitet og det begynder at ligne et tættere ræs en først antaget.

Én stærk indikator på hvorfor Nixons udfordring allerede står meget stærkere end Teachouts i 2014 er at hun fik Working Families Partys støtteerklæring hvilket hendes forgænger ikke gjorde. WFP er et progressivt tredjeparti der eksisterer i en stribe stater men er særligt stærkt i New York og fungerer primært som et interesseorgan for delstatens store fagforeninger. Af denne årsag er partiet trods dets position til venstre for Demokraternes mainstream relativt defensiv i sin valgstrategi, og endte med at støtte den mere midtersøgende Cuomo for at sikre indflydelse i den valgperiode. Et par fagforeninger i WFP valgte også i denne ombæring at forlade partiet for at beholde deres bånd til den siddende guvernør som de ikke har råd til at miste. Men at WFP nu tør tage chancen med en udfordrer betyder at det tør satse denne møjsommeligt opbyggede relation til Cuomo i håb om at få en mere arbejdervenlig guvernør i Nixon. Det er også en indikation af at de er trætte af at lægge stemmer til politikere der stiller millionærer og ejendomsspekulanter over lavtlønnede fagforeningsmedlemmer.

New Yorks valgsystem giver mulighed for fusionsstemmer, hvilket vil sige at man kan stemme på WFP men have Demokraterne som andet valg hvorfor tredjepartiets stemmer altså ikke spildes ligesom det ofte sker under den gængse amerikanske ’winner takes all’ valgsystem hvor man typisk kun har valget mellem Demokrater og Republikanere. Men WFP fusionsstemmerne lader nu til at være færdige med at give deres støtte til at Cuomo kan forbigå dem med sin egen parlamentariske fusion med Republikanere og IDC.

Hvis Nixon skulle gå hen og vinde vil det sende chokbølger gennem amerikansk politik. Det ville være et bevis på at den venstreorienterede græsrodsbevægelse i og udenfor det Demokratiske parti kan vinde større valg – i hvert fald i stater som New York der hælder en smule til venstre for midten politisk. Et nederlag for Cuomo ville gøre det faktum endegyldigt klart som allerede varsledes med Bernie Sanders’ stærke udfordring af Hillary Clinton i 2016: at en voksende gruppe af vælgere er ligeglade med partiledelsens ideer om hvis tur det er til at få embede.

Cuomos gammeldags udstråling af hævngerrig effektivitet og taktisk maskinpolitik hvor støttegrupper fra Republikanere til IDC og WFP spilles ud imod hinanden er ikke i tidsånden. Det er under alle omstændigheder tvivlsomt om hans rå og kyniske stil ville have gjort sig godt i andre og mindre højtråbende og konfronterende politiske miljøer end New York, men ingen vil pege på ham hvis han taber et sikkert genvalg til Nixon.

New Yorks senator Kirsten Gillibrand sidder her artigt på sidelinjen, men har stille og roligt rakt ud til aktivister i et forsøg på at forene Sanders’ populistiske platform fra 2016 med hendes partimæssige insiderkapital. Hendes unge assistenter spottes ofte i lurvede barer i East Village og Brooklyn hvor lokalorganisatorer og venstreorienterede bloggere og podcastere holder til – herfra bringer de rapporter tilbage til Gillbrand om hvad der rør sig blandt de progressive græsrødder og hvordan det bør ændre hendes egen positionering.

Tiden er løbet fra Cuomo, som er et produkt af den midtersøgende Clinton periode i 1990’erne. Det politiske pendul har svunget, og hans fars arbejderklassepopulisme fra 1970 og -80’erne er nu på mode igen. Dette har været klart i en rum tid i forhold til hans præsidentdrømme – spørgsmålet er om denne historiske strømning nu er så accelereret at det også kunne tage guvernørposten fra ham.