Kongressen.com inviterer til dansk premiere på ‘Ethel’ i Cinemateket
3. april 2018  //  Af:   //  Nyheder, Perspektiv  //  Ingen kommentarer
Print Friendly

Torsdag den 12. april inviterer Kongressen.com til dansk premiere på den gribende dokumentarfilm ‘Ethel’, hvor Bobby Kennedys hustru, Ethel, for første gang fortæller sin utrolige historier. Arrangementet finder sted i Cinemateket, hvor filmen bliver introduceret af Anders Agner Pedersen, chefredaktør her på Kongressen.com og aktuel med den nye Bobby Kennedy-bog ‘Modet Til Visioner’

Bobby og Ethel Kennedy nåede at være gift i 18 år og nåede i løbet af de 18 år at få intet mindre end 11 børn. Den yngste af de 11 – datteren Rory – blev først født efter sin fars alt for tidlige død og har derfor kun kendt sin far gennem historier fortalt af hendes mor, Ethel, hendes ti søskende og den øvrige del af Kennedy-familien, der kendte ham.
I filmen ‘Ethel’ har Rory Kennedy sat sig for at fortælle historien om sine forældre. Det er en måde at lære ham bedre at kende på, som hun fortæller i filmens indledende bemærkninger.
Rory Kennedy er langt fra nogen novice i dokumentarfilmens kunst. Flere af hendes tidligere produktioner har høstet masser af anmelderroser, hvilket filmen om hendes forældre med rette også gjorde.
For der er tale om en på alle måder både smuk, rørende og dramatisk fortælling om to mennesker, der begyndte deres samliv som ganske unge mennesker, indtil det brutalt stoppede en juni-aften i Californien tilbage i 1968.
Rory Kennedy har i filmen haft held med det, som ingen andre, der gennem årene har arbejdet med Bobby Kennedy, har formået, nemlig at få Ethel Kennedy i tale. Siden Bobbys død i 1968 har hun været yderst tilbageholdende med at tale om sin mand i offentligheden, ligesom hun heller aldrig har skrevet sine erindringer.
Derfor er det et enestående historisk indblik, vi som seerne af ‘Ethel’ får, når den snart 90-årige Ethel fortæller om livet med Bobby og det halve århundrede hun siden har levet efter hans død. Desuden medvirker Rorys brødre og søstre, hvilket er med til at tilføre yderligere dimensioner til en i forvejen stærk film.

Torsdag den 12. april – dagen før Ethel Kennedys 90 års fødselsdag – er vi her på Kongressen.com både glade og stolte over at kunne invitere vores mange læsere til den danske premiere på ‘Ethel’ i Cinemateket i København. Arrangementet starter kl. 19, hvor filmen introduceres af Anders Agner Pedersen, chefredaktør her på Kongressen.com og aktuel med Bobby Kennedy-bogen ‘Modet Til Visioner’.

Billetsalget er netop åbnet og du kan købe billetter via linket her:
Køb billetter til ‘Ethel’ her

Vi glæder os til at se jer alle sammen til en spændende filmaften i Cinemateket!

Om forfatteren:

Skriv et svar

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.