Mens vi venter på en skolereform
12. oktober 2017  //  Af:   //  Analyse  //  Ingen kommentarer
Print Friendly

Siden Betsy DeVos’ opsigtsvækkende udnævnelse som uddannelsesminister tidligere på året har hun gjort sig opmærksom på en lang række områder – på nær sin store mærkesag om frit skolevalg. Mens DeVos venter på, at tidne er inde til en skolereform begynder nogen at spekulere i, om DeVos overhovedet har tænkt sig at blive siddende i ministerstolen ret meget længere.

Betsy DeVos blev godkendt som uddannelsesminister af Senatet på det yderste mandat, da vice-præsidenten Mike Pence tidligere på året måtte bruge sin stemme som tie-breaker til at få hende indsat. Forud for den historiske udnævnelse havde nomineringen af DeVos og Senatets høringer af hende udviklet sig til et nærmest reality-agtigt cirkus, hvor kandidaten blev beskyldt for at mangle erfaring, og ikke have sat sig ordentligt ind i sagerne.

DeVos var da også en ukonventionel kandidat til stillingen som øverste ansvarlig for det offentlige uddannelsessystem. Hun har ganske vist viet sit voksne liv til at kæmpe for amerikanernes uddannelse, men det har været i kampen for at udvide adgangen til privatskoler og amerikanernes muligheder for frit at vælge, hvilken type skole, de vil sende deres børn i. I DeVos øjne indebærer det, at der skal være langt større kamp om de føderale støttekroner mellem offentlige og private skoler. Normalt er det kandidater med stor erfaring med at lede offentlige uddannelsessystemer på delstatsniveau eller lignende, der står forrest i køen til nomineringen som uddannelsesminister, men præsident Trump ønskede at gå i en anden retning.

Det frie skolevalg
Trumps ideologiske udgangspunkt omkring uddannelse er helt grundlæggende, at jo mere centralmagten i Washington blander sig i amerikanernes og deres lokale parlamentes måde at indrette deres undervisningssystem på, jo værre går det. Ved at udpege den store fritvalgs-fortaler DeVos som uddannelsesminister, satte Trump samtidig også retningen for, hvad det helt store fokusområde for hans uddannelsespolitik skulle være: En skolereform der giver mere frit valg for amerikanerne.

Det har dog indtil videre vist sig at være mere vanskeligt at drive udviklingen mod friere skolevalg fra Washington end som så. For nyligt udtalte DeVos, at fremtiden for frit skolevalg ikke begynder med et føderalt mandat fra Washington. Videre sagde hun, at hvis Washington forsøger at presse frit valg gennem oppefra ender man med et bjerg af middelmådighed, en stigning i udgifterne og et oppustet bureaukrati.

Erkendelsen fra DeVos kommer efter flere måneder med lovgivningsmæssigt dødvande, hvor hun har mødt modstand i Kongressen til hendes tilløb til at gøre flere føderale støttekroner tilgængelige for privatskoler. Og modstanden er kommet fra begge sider af salen.

Demokraterne, som efter uroen omkring hendes indsættelse har svoret at gøre DeVos’ arbejde som uddannelsesminister så besværlig som mulig, er imod at give flere penge til privatskoler, der ikke er underlagt samme kontrol, og ikke skal leve op til de samme standarder, som de offentlige skoler. Samtidig er de bange for, at de gode skoler ikke er tilgængelige for skolebørn fra alle samfundslag. Republikanerne er på den anden side ikke meget for netop den øgede statslige kontrol, der følger med, når man modtager offentlige støttekroner.

Selv de Republikanere, som egentlig støtter missionen om frit skolevalg, tøver med at vise deres opbakning i Kongressen. De havde håbet på at Trump kunne opbygge politisk momentum ved at få hurtig succes med at gennemføre store lovforslag, men som problemerne med skattereformen og sundhedsreformen viser, er successen udeblevet, og derfor er fortalerne for en gennemgribende skolereform tilbageholdende med deres støtte.

Resultatet bliver, at den store forkromede skolereform, der for alvor skulle sætte gang i det frie skolevalg endnu ikke er kommet ud af skufferne på DeVos’ kontor. Problemerne med at brænde igennem har derfor tvunget DeVos til at rette fokus andre steder hen, hvor hun har bedre muligheder for at opnå politiske resultater og ikke blive glemt af sin chef.

Uddannelsespolitisk tidsfordriv
Hvad DeVos mangler af effekt og gennemslagskraft, når det kommer til frit skolevalg, har hun til gengæld på andre områder. I sin korte tid for bordenden af amerikansk uddannelsespolitik, har hun gået efter mange af de politikker, som blev indført under Barack Obama. Eksempelvis har hun slækket på kravene til skolemaden, givet bedre betingelser for for-profit skoler og skruet kraftigt ned for nogle af de programmer, der hjælper studerende med eftergivelse af deres studiegæld.

Men der, hvor hun har fået mest omtale – både negativ og positiv – var du hun i september meddelte, at hun vil gøre op med endnu et direktiv fra Obama-tiden, der beskrev, hvordan skoler og universiteter skulle håndtere anklager om seksuelle krænkelser. Direktivet var sendt fra uddannelsesministeriet og var oprindeligt tænkt som en indsats mod de mange seksuelle overgreb, som skete på skoler og universiteter landet over, og for at sikre beskyttelse af ofrene, så flere ville stå frem og melde eventuelle krænkelser.

Obamas direktiv blev dog allerede dengang kritiseret for at bevæge sig ud i en retssikkerhedsmæssig gråzone. Eksempelvis skulle disciplinærudvalgene straffe den anklagede hvis “en overvægt af beviserne” talte vedkommende i mod fremfor, hvis der var ”klare og overbevisende beviser” i mod. Reaktionerne fra hjælpe- og studenterorganisationer på DeVos’ udmeldinger var meget stærke, men der var også opbakning at hente fra en række politiske modstandere og medier som CNN, der roste hende for at tage en upopulær men rigtig beslutning.

Med sin beslutning om at omstøde Obamas direktiv har DeVos formentlig hverken fået flere venner eller flere fjender på The Hill, men det viser en uddannelsesminister, der tør have en mening om et kontroversielt emne. Og så viser det også en uddannelsesminister, der har brug for at skabe opmærksomhed om sit navn, når det af forskellige årsager ikke kan lade sig gøre at levere på den store mærkesag.

Selvom det er tidligt i DeVos’ ministerkarriere, er der allerede begyndt at opstå rygter og spekulationer om, hvor længe hun bliver siddende på posten. I en regering ledet af Trump er hyppig udskiftning på store poster blevet en del af hverdagen, men i modsætning til andre af sine nu tidligere kollegaer har DeVos ikke gjort noget for at rage sig uklar med sin chef. Det skulle lige være ikke at kunne levere det frie skolevalg, som Trump også er stor fortaler for, og som formentlig er den største årsag til, at DeVos blev udpeget til at starte med.

En fyring virker derfor ikke til at være lige rundt om hjørnet, men derfor kan det alligevel være, at Trumps folk skal holde deres liste over kandidater til uddannelsesministre ajourført. Når DeVos – der er gift med en milliardær, og som flyver sig selv og sin stab rundt i privatfly for sin private formue – tilbage i starten af året blev spurgt til, hvorfor hun ville bruge sin tid som uddannelsesminister, sagde hun, at det var en enestående chance for at fremme sagen for dét, som hun ser er løsningen på det amerikanske uddannelsessystem, nemlig frit skolevalg. Spørgsmålet er, hvor længe hun har tålmodighed til at vente på en skolereform, der måske aldrig kommer.

Om forfatteren:

Hans Dahl-Nielsen er cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet. Har tidligere undervist i amerikansk politik på Broward College, FL, hvor han også var akademisk koordinator. Forfatter til 'Skoler I Skudlinjen' og blandt bidragyderne til ‘Fem År Med Obama – Forandring Vi Kunne Tro På?’, ‘Fiktionens Magt’ og ‘Den Amerikanske Drøm’. Tilknyttet Kongressen.com som uddannelsespolitisk skribent.

Relaterede nyheder

Skriv et svar

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.