Notorious R.B.G – en lille dommer med stor effekt
3. maj 2018  //  Af:   //  Portrætter  //  Ingen kommentarer
Print Friendly

Hun syner umiddelbart ikke af meget. En lille, spinkel og krumrygget kvinde med en højde på blot 1,55. Når hun taler, foregår det i et adstadigt tempo med en karakteristisk lav, næsten uhørlig, stemmeføring. Hun er endda kendt for ligefrem at falde i søvn under vigtige arrangementer. Men lad dig ikke narre. På trods af sin lille statur har den 85-årige højesteretsdommer Ruth Bader Ginsburg stor effekt. Bag den ydmyge fremtoning gemmer sig en særdeles indflydelsesrig kvinde, der med målrettethed, humor og intellekt har været med til at påvirke amerikanernes liv og rettigheder i næsten 50 år.

Umiddelbart virker Ruth Bader Ginsburg og den berømte amerikanske rapper Notorious B.I.G., der blev dræbt som blot 24-årig i 1997, som to helt uforenelige typer. Hun er en jødisk, lille, Harvard-uddannet højesteretsdommer med klare relationer til den amerikanske elite. Han var en sort, overvægtig hiphop-musiker med stærke forbindelser til det amerikanske bandemiljø. Derfor var kontrasten og komikken slående, da et nyt kaldenavn til Ginsburg blev populært i 2013. Under slogans og hashtags begyndte collegestuderende i USA at omtale højesteretsdommeren som Notorious R.B.G – Berygtede R.B.G. Kaldenavnet er siden gået viralt på de sociale medier. Det er blevet trykt på tasker og t-shirts og råbt højt til demonstrationer. Det er endda blevet diskuteret i nyheds-udsendelser og brugt i humoristiske indslag i amerikanske talkshows. I en hyldest til den aldrende højesteretsdommers stærke og ofte kontroversielle holdninger, er Ginsburg blevet til et popkulturelt fænomen med det noget provokerende, om end meget hippe, kaldenavn Notorious R.B.G.

This is a Man’s World
Det er dog langt fra første gang, at Ginsburg er blevet kaldt kontroversiel og provokerende. Lige siden sin tidlige karriere som advokat, har hun fokuseret på problemstillinger, der ofte har været upopulære i det etablerede politiske system i USA. Især ligestilling har været et tilbagevendende emne. Allerede som ung lagde Ginsburg mærke til det, for hende, unaturlige og skæve forhold mellem mænd og kvinder i det amerikanske samfund. Da hun begyndte på Harvard, var der blot ni kvinder ud af mere end 500 jurastuderende på årgangen. Da hun blev færdiguddannet som jurist, afviste daværende højesteretsdommer Felix Frankfurter at ansætte hende, på trods af hun var blevet anbefalet af en højtagtet professor og desuden havde afsluttet studiet som den bedste på sin årgang. Senere erkendte Frankfurter, at han afviste hende på grund af hendes køn. Disse situationer gik bestemt ikke ubemærket hen, men Ginsburg protesterede dog endnu ikke højlydt. Hun vidste nemlig, at der var større mål i sigte, og hun ventede tålmodigt til chancen bød sig.

Det gjorde den i efteråret 1970, da hun sad derhjemme og arbejdede sammen med sin mand Marty. De to havde mødt hinanden, da Ginsburg var 17 år. I 1955 havde de fået datteren Jane, og ti år senere blev sønnen James født. Marty var også advokat, men hans fokus var skatteret – et emne, der ikke interesserede Ginsburg synderligt. Derfor var hun en smule modvillig, da Marty i 1970 rakte hende en af sine skattesager og bad hende læse den. Sagen handlede om en ugift mand, Charles E. Moritz, der i 1958 havde flyttet sin aldrende mor hjem til sig. Den amerikanske skattelov sagde dengang, at en kvinde, der valgte at tage sig af et aldrende eller sygt familiemedlem, var berettiget til et skattefradrag. Det modsatte gjorde sig ikke gældende for mænd. Derfor mente Moritz, at han blev diskrimineret på baggrund af sit køn. Det tog ikke mange minutter for Ginsburg at beslutte at tage sagen.

Bilagets effekt
Det her var nemlig muligheden, som Ginsburg havde ventet på. Det gik op for hende, at ved at tage ligestillingssager, der handlede om diskrimination af mænd, havde hun potentielt en større chance for at overbevise dommere, som dengang alle var mænd. Det var dog et lykketræf under Moritz-sagen, der skabte det egentlige grundlag for hendes virke som ligestillingsadvokat. Efter Ginsburg havde vundet Moritz-sagen ved en appeldomstol i Denver, valgte daværende statsanklager Erwin Griswold nemlig at anke sagen til Højesteretten. Det var på trods af, at Kongressen allerede var i gang med at ændre loven om skattefradrag, så den blev lige for mænd og kvinder. Derfor valgte Højesteretten da også at afvise Griswolds anmodning om en ankesag, men forinden var en række sagsakter allerede blevet delt mellem parterne i sagen. Et af dokumenterne, Bilag E, blev særligt værdifuldt for Ginsburg. Det bestod af Justitsministeriet liste over alle amerikanske love og regler med ligestillingsproblematikker – en liste som dengang ville have været umulig at fremstille for en almindelig juraprofessor som Ginsburg. Med Bilag E i hånden havde hun dermed en komplet guide til sit arbejde med at fremme ligestilling i USA.

Ginsburg spildte ikke tiden. På få år førte hun en række ligestillingssager – oftest set fra mandens perspektiv. I 1973 førte hun sin første sag ved Højesteretten. Sagen, der omhandlede en kvindelig løjtnants krav om, at hendes mand skulle have samme rettigheder som hustruer til mænd i militæret, blev afgjort med en 8-1 afstemning til fordel for Ginsburg. I alt vandt hun fem ud af sine seks højesteretssager. I takt med sejrene blev Ginsburg gradvist et kendt ansigt i USA. Hendes juridiske strategi faldt i god jord hos mange amerikanere, der var begejstrede for den lille kvinde, som ufortrødent talte for både mænd og kvinders rettigheder i et mandsdomineret retssystem. Også i det Hvide Hus blev der lagt mærke til Ginsburg. I 1980 nominerede daværende præsident Jimmy Carter hende til embedet som dommer ved den føderale appeldomstol i Washington D.C. Der blev hun, indtil Bill Clinton nominerede hende til Højesteretten i 1993.

En moderat med humor og intellekt
De liberale grupper i USA var skeptiske, da Bill Clinton offentliggjorde nomineringen. På trods af en indædt kamp for ligestilling blev Ginsburg nemlig betragtet som moderat med en tilbageholdende og konsensussøgende tilgangsvinkel til retssystemet. Særligt i spørgsmålet om abort delte Ginsburg vandene, fordi hun ikke fuldt ud støttede op om afgørelsen i Roe v. Wade (1973), hvor Højesteretten stadfæstede kvinders ret til abort. Ginsburg havde godt nok aldrig været uenig i, at kvinder skulle have ret til abort, men hun mente ikke, at argumentationen i Roe v. Wade var korrekt. Grundlaget i sagens afgørelse var nemlig den amerikanske forfatnings beskrivelse af retten til privatliv. Ginsburg mente ikke, at retten til abort skulle findes i beskyttelsen af borgernes privatliv, men derimod i en målsætning om ligestilling. Det udgangspunkt har hun bekræftet flere gange i sin karriere. I 1984 udtalte hun blandt andet, at retten til abort sikrer en kvindes evne “til at stå i forhold til mænd, samfundet og staten som en selvstændig, selvbærende, lige borger.”

Ligestilling blev da også et centralt emne, da Ginsburg tog plads foran Senatets juridiske komité den 20. juli 1993 for at påbegynde høringerne, der skulle lede til hendes godkendelse som Højesteretsdommer. Her blev hun blandt andet spurgt ind til, hvorfor hun i sit virke som ligestillingsadvokat i 1970’erne havde valgt at bruge ordet gender discrimination i stedet for sex discrimination. Dengang var gender nemlig et forholdsvist ukendt begreb i amerikansk lovgivning. Med et smil beskrev Ginsburg, at hun havde gjort sig den erfaring, at når hun var i en forsamling af mandlige dommere og advokater, som de alle var dengang, fjernede ordet sex ofte fokus fra sagens egentlige indhold. Det var ganske enkelt distraherende, fordi den umiddelbare association handlede om noget helt andet, forklarede hun. Efter latteren havde lagt sig i salen fortsatte Ginsburg målrettet med at forklare sine retsfilosofiske principper.

Høringerne gav altså et tydeligt indblik i både Ginsburgs skarpe intellekt, men også hendes humoristiske indgangsvinkel til samfundsmæssige problematikker. Kort tid efter stemte 96 ud af 100 senatorer ja til godkendelsen af Ginsburg, som dermed blev USA’s anden kvindelige Højesteretsdommer nogensinde.

Protestkraven
Ginsburgs evne til at inddrage både humor, personlighed og holdninger i formidlingen af juridiske argumenter, er blevet hendes kendetegn. Igennem sit virke ved Højesteretten er hun blandt andet blevet kendt for sin store samling af kraver, som hun bærer over den klassiske, sorte dommerkappe, når afgørelser i højesteretssager offentliggøres. Hver krave har et særligt formål og udseende, der ikke blot medvirker til, at Ginsburg skiller sig ud fra de øvrige højesteretsdommere, men som også er et udtryk for en holdning. For eksempel bærer Ginsburg en særlig krave, der er kendt som hendes Dissent Collar, når hun er uenig med flertallets afgørelse i en sag. Det gjorde hun blandt andet ved offentliggørelsen af afgørelserne i Bush v. Gore, der sikrede George Bush valgsejren ved præsidentvalget i 2000, og i Citizens United v. FEC, der gav virksomheder udvidet ret til at yde finansiel støtte til politiske kampagner.

Ginsburgs Dissent Collar fik desuden ekstra stor opmærksomhed for halvandet år siden. Dagen efter Trumps valgsejr valgte Ginsburg nemlig, uden nogen særlig anledning, at bære sin Dissent Collar i Højesteretten. Selvom Ginsburg ikke har kommenteret sit valg af påklædning netop denne dag, er amerikanske iagttagere og medier dog enige om, at kravevalget skal ses som en protest mod Trump. Den fortolkning kan desuden bakkes op af en kommentar, som Ginsburg gav i et interview med New York Times under valgkampen. Her sagde hun, at hun hverken kunne eller ville forestille sig, hvad USA ville blive til, hvis Trump blev præsident. Kommentaren skabte stor debat og kort tid efter måtte Ginsburg offentligt beklage den. Det forhindrede hende dog ikke i at bære sin metal- og perlebelagte Dissent Collar – muligvis som en stille, omend tydelig, protest – dagen efter det amerikanske præsidentvalg i 2016.

Et umage par
Selvom Ginsburg har holdt fast i moderate principper om at søge konsensus blandt Højesterettens dommere, så viser mange af hendes afgørelser, at den påståede moderat er blevet vaskeægte liberal. Det ses særligt i hendes retsfilosofiske udgangspunkt, som indebærer, at den amerikanske forfatning skal ses som et “levende” dokument, der skal forstås og fortolkes i en moderne kontekst. Dermed står hun i slående kontrast til de konservative dommere, der mener, at forfatningen er et “dødt” dokument, hvis tekst ikke skal tillægges nogen moderne fortolkning. En af de mest prominente fortalere for denne fortolkningsform var højesteretsdommeren Antonin Scalia, der døde i februar 2016. Ginsburgs og Scalias ufravigelige principper om henholdsvis en “levende” og en “død” forfatning burde umiddelbart have dannet grundlag for et konfliktfyldt samarbejde. Alligevel var de to bedste venner. De gik i operaen sammen, inviterede hinanden på middage og til kortspilsaftener. Deres familier tog på fælles ferier og de holdt nytår sammen. Endeligt, så delte de en dyb og inderlig respekt for hinanden, og ikke mindst den position i samfundet, som var blevet deres fælles skæbne.

Kontrasten mellem deres skarpe og intellektuelle ordvekslinger i Højesteretten og deres lattermilde samspil uden for domstolens mure har uden tvivl virket uforklarlig for udenforstående. I et interview beskrev Ginsburg sit forhold til Scalia: “Selvom man måske kan blive irriteret over hans skarpe opposition, så er han så aldeles charmerende, så underholdende og til tider så uhyrlig, at man ikke kan lade være med at sige ‘jeg er glad for, at han er min ven og min kollega’.”

Notorious R.B.G
Scalias pludselige død for to år siden var et hårdt slag for Ginsburg, der desuden havde mistet sin mand Marty seks år forinden. Mange begyndte derfor at spekulere i, om den 85-årige højesteretsdommer mon overvejede at lade sig pensionere for at have tid til at nyde sit otium. Ginsburg har dog ikke givet den mindste indikation om, at der skulle være sandhed i rygterne. Tværtimod. Foruden at passe sit arbejde som højesteretsdommer har hun for alvor taget rollen som popkulturelt fænomen til sig.

For selvom Ginsburg ikke direkte har haft indflydelse på tilblivelsen af Notorious R.B.G., tyder hendes reaktion på, at hun har kæmpe forståelse for det talerør, fænomenet har skabt. Hendes nye stjernestatus har givet hende et publikum, som ikke blot består af politikere, jurister og jurastuderende, men af et bredt udsnit af især den amerikanske ungdom. Den chance lader Ginsburg ikke passere, og hun deltager aktivt i debatter og interviews, hvor hun formidler sit syn på jura, forfatningen og ikke mindst ligestilling i USA. Og som altid med Notorious R.B.G., så foregår det med et perfekt miks af humor og intellekt. Da hun for nylig blev spurgt om sin reaktion på det noget kontroversielle kaldenavn, svarede hun i sit sædvanlige, langsomme tempo, der ligger meget fjernt fra hiphop-musikkens hurtige kadencer: “Folk spørger mig; er det ikke ubehageligt for dig at blive sat i forbindelse med et navn som Notorious B.I.G.? Hvorfor skulle det være ubehageligt for mig? Vi har da masser tilfælles – vi er for eksempel begge født og opvokset i Brooklyn, New York.” Da latteren i salen var stoppet, fortsatte Ginsburg ufortrødent med at forklare de retsmæssige principper bag hendes seneste afgørelse i Højesteretten.

Om forfatteren:

Marie Apitz er bachelor historie fra Københavns Universitet med fokus på amerikansk historie og politik, særligt den amerikanske forfatning. Har desuden studeret journalistik på Syddansk Universitet. Tilknyttet Kongressen.com som juridisk analytiker. Tlf. 20681170 Mail: marie.apitz@gmail.com

Skriv et svar

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.