Kongressen.com
Perspektiv

Dengang Obama sendte homoseksuelle til Rusland

I modsætning til den aktuelle åbenlyse strid mellem Det Hvide Hus og homoseksuelle amerikanske atleter, viste præsident Obama i forbindelse med Vinter-OL i Sotji i 2014 stærk opbakning til det homoseksuelle miljø. Vinter-OL i Sotji 2014 var præsident Vladimir Putins hidtil største prestigeprojekt. Som et modsvar på en meget restriktiv russisk lov for homoseksuelle valgte præsident Obama at udeblive fra den pompøse åbningsceremoni og sendte i stedet en delegation bestående af homoseksuelle.

Ved åbningsceremonier for de olympiske lege, er det ekstremt vigtigt for ethvert værtsland, at lederne for de førende nationer er til stede på tribuerne. Det er et uomtvisteligt tegn på anerkendelse, og viser tydeligt sportens yderst politiske karakter. De olympiske lege handler nemlig ikke blot om sport – men også storpolitik både for værtslandet og de deltagende lande.
Her tabte Putin vigtige point ved Vinter-OL i Sotji i 2014, hvor markante statsledere som Barrack Obama, Angela Merkel, Francoise Hollande og David Cameron valgte at blive væk i et signal om utilfredsheden med indførelsen af en meget restriktiv lov om homoseksuelles rettigheder i Rusland.

 

Putin strammer homoseksuelles rettigheder

I 2013 gennemførtes et par yderst kontroversielle lovændringer i forhold til homoseksuelles rettigheder, der forbød enhver form for ’homoseksuel propaganda’. Ved en afstemning i Parlamentets Underhus, Statsdumaen, blev loven vedtaget med 436 stemmer for og ingen stemmer imod. Loven forbød al omtale af homoseksualitet, særligt i forbindelse med mindreårige. I lovteksten stod blandt andet ”at promoveringen af ikke traditionelle seksuelle relationer omkring mindreårige … giver et forkvaklet billede af social lighed mellem traditionelle og ikke traditionelle seksuelle relationer.”

Timingen af Putins lov kom på et tidspunkt, hvor flere lande, især Storbritannien og USA, udvidede deres rettigheder for homoseksuelle, herunder retten til at gifte sig. Vedtagelsen af loven hang tæt sammen med Putins forsøg på at samle konservative anti-vestlige kræfter internt i Rusland til støtte for hans regime og som en reaktion på protesterne mod hans tilbagevenden som præsident i 2012.

På trods af at Den Internationale Olympiske Komité ikke mente, at loven brød deres olympiske charter indførte de efter Vinter-OL i Sotji, ovenpå kontroverserne vedrørende Ruslands anti-homoseksuelle lov, en særlig anti-diskriminationsklausul til kommende værtsbyers kontrakt.

Den internationale presse var efter indførelsen af loven eksplicit kritiske over for Putin, hvilket ledte til en omtale af Rusland, der blev forbundet med intolerance, ulighed og diktatur. Dette beror på en lang tradition for en stigmatisering af Rusland som de “forkerte”.

 

Obamas homoseksuelle delegation

I maj 2012 er Obama, som den første siddende amerikanske præsident, officielt ude at støtte op om homoseksuelle giftemål. Godt et år efter, i juni 2013, stemte Statsdumaen i Rusland for anti-homo-loven i en 436-0 stemmefordeling og kort tid efter blev den gennemført og underskrevet af Putin. Dette rejste et stort internationalt fokus og med det kommende Vinter-OL i Sotji i februar 2014, blev det et fokuspunkt i kritikken af Putins prestigeprojekt fra flere prominente statsledere, samt et emne i forhold til deres manglende tilstedeværelse ved åbningsceremonien. Der var således en stigmatisering af Rusland inden Vinter-OL i Sotji. Den stigende kritik og fraværet af flere prominente ledere, der alt andet lige kan forbindes til vedtagelsen af den russiske anti-homo-lov, betød at Putin var nødsaget til at finde en alternativ fortælling.

Putin bagatelliserede kort før Vinter-OL i 2014 diskriminationen af homoseksuelle, hvor han udtrykte, at Rusland ikke ville kriminalisere homoseksuelles forhold, og at homoseksuelle atleter og besøgende ikke ville blive udsat for chikane, så længe de lod deres (russiske) børn være i fred. En udtalelse der modtog stærk international kritik grundet den vage formulering. Loven blev fortolket på en måde, der antydede, at der var en klar sammenhæng mellem homoseksualitet og pædofili.

I en stærk respons til både den russiske lov og Putins udtalelser valgte Obama at annoncere en amerikansk delegation bestående af tre homoseksuelle atleter: tennisstjernen Billie Jean King, den olympiske medaljevinder i ishockey Caitlin Cahow og kunstskøjteløberen Brian Boitano, der vandt guld ved OL i Seoul i 1988. I et forsøg på at ændre fortællingen, valgte den russiske statsmagt under Vinter-OL i Sotji, den 13. februar 2014, at tilføje nye ændringer til deres lov fra året før. Ændringen betød at ugifte voksne fra lande, hvor ægteskab mellem samme køn er lovligt, ikke kan adoptere russiske børn. Et led i denne strategi tydeliggøres også under selve åbningsceremonien, hvor Putin vises under indmarchen af Frankrig, Storbritannien og Tyskland, i stedet for de respektive landes officielle repræsentant.

 

Åbningsceremonien som politisk middel

Til hele problematikken omkring statslederes deltagelse ved åbningsceremonien ved Vinter-OL i Sotji 2014, så skal det ikke underkendes, at prominente ledere fra lande som Japan og Kina, samt Ruslands ”nære udland” var tilstede, og at åbningsceremonien i 2014 i den olympiske ånd om rekorder rent faktisk satte rekord i antal deltagende statsledere med over 50 deltagende. Det tætte bånd mellem Kina og Rusland blev også illustreret ved et stort fokus på Xi Jinping i åbningsceremonien – et bånd der blev slået yderligere fast under den kinesiske indmarch, hvor alle de kinesiske atleter bar både et kinesisk og russisk flag.

I et af åbningsceremoniens kunstneriske indslag kan der også spores en form for russisk forsøg på at kontrollere fortællingen. Her blev det traditionelle familiebillede med ægteskabet mellem mand og kvinde hyldet. Forældre og barnevogne blev hædret i en ære til fremtiden, hvor samtlige artister dannede en cirkel rundt om røde barnevogne, imens scenegulvet blev fyldt med ordet ”børn” skrevet tre gange på russisk og en gang på engelsk. Scenen sendte et direkte modsvar til Vestens problematisering omkring homoseksuelles rettigheder i Rusland, og et eksempel på hvordan den russiske statsmagt udbreder lokale former for magt, der håndterer forvaltningen af sundhed, hygiejne, ernæring, fødsel og seksualitet, og hvor livet bliver et anliggende for statsmagten og ikke længere en privat affære.

Både denne befordring af den traditionelle familie og den efterfølgende stigning i fødselstal, der også er centrale elementer i Putins nuværende politik, blev symbolsk repræsenteret gennem barnevognene i scenen. Rusland har fra politisk side satset massivt på forskellige tiltag, der belønner den traditionelle familie og begrænser alternative familiemønstre. Ud over den russiske anti-homolov fra 2013, som fik følgeskab af en anti-adoptionslov, blev der pålagt en stigning i skilsmisseskatten fra 400 rubles til hele 30.000 rubles i 2013.

 

VM i fodbold 2018

Et mere aktuelt russisk forsøg på at modvirke stigmatiseringen af Rusland ses i forbindelse med korruptionsanklagerne relateret til VM i fodbold i Rusland 2018. Her er Putin og den russiske statsmagt ofte blevet beskyldt for at være indblandet i en stor korruptionsskandale i forbindelse med tildelingen af værtskabet. Putin har naturligvis afvist alle anklager, men tog det et skridt videre og hyldede den meget omtalte og nu afgåede FIFA-præsident Sepp Blatter samt generelt højtstående folk i store internationale sportsorganisationer, herunder også IOC, og udtalte at sådanne folk burde modtage Nobels Fredspris. Putin mener ikke, at Sepp Blatter på nogen måde har været involveret i korruption og formår samtidig på denne måde, at afvise at han selv og den russiske statsmagt også skulle være indblandet i nogen former for korruption i forbindelse med det kommende VM i Rusland 2018.

Stanis Elsborg (f. 1984) er uddannet cand. scient. i humanistisk-samfundsvidenskabelig idrætsvidenskab og historie fra Københavns Universitet med speciale i russisk kultur og spændingsfeltet mellem sport og politik. Han er indehaver af bloggen www.idraetshistorie.dk og gæsteforelæser ved Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet. I øjeblikket skriver han på en gymnasiebog om dansk såvel som international idrætshistorie, der udkommer til efteråret 2018 hos Frydenlund.

Læs også

Kolonispøgelset viser sig i Trumps Puerto Rico strid

Line Vinum

Venstrefløjen styrket i New York, trods Nixons nederlag til Cuomo

Johan Wizan

Kongressen.com og Jyske Bank TV præsenterer ’Morgen I Amerika’

Kongressen

Giffords valgkamp er godt kørende i Massachusetts

Anders Agner Pedersen

Flake og Corker til Kongressen.com: “Trump skader USA’s renomme”

Amerikanske bøger til sommerferien